The Blind Date

Hvis et teaterstykke skal indfange essensen af en date, findes der næppe et bedre setup end en engangsforestilling. Gennem en live-iscenesættelse indfanger stykket den første dates mange facetter. Byd alt det akavede, smukke og sårbare velkommen: ’The Blind Date’ udspiller sig ikke som normalt på scenen, men i baren.

Live-iscenesættelsen begynder med den genkendelige start: En kvinde sidder i baren, nervøst kigger hun ned i sin telefon, lader som om der foregår noget spændende, mens hun diskret kigger op for at se, om hendes date er dukket op. Nervøsiteten er måske ikke kun skuespil, for kvinden ved ikke, hvem hun er matchet med. Det er en overraskelse – selv for skuespiller Luise Skov, der først på aftenen får at se, hvem hun skal spille over for. Publikum venter ligeledes spændt på, hvem der dukker op, og luften er tyk af spænding.

Stemningen bliver dog hurtigt mindre anspændt, da forestillingen starter med karaoke. Iben Alida, der spiller bartender, indtager scenen og bryder isen ved at spørge publikum: “Hvorfor ser I så sure ud?” Hun bliver hurtigt et pragteksempel på, hvordan en birolle kan være meget mere end det. Med sin femme fatale-energi efterlader hun publikum lettere forblændet trods de få replikker. 

Alida forlader scenen og går bag baren, og daten kan begynde. Aftenens blind date er Rasmus Hammerich. De to skuespillere skal nu finde ud af, om der er kemi. Live-iscenesættelsen bliver kun sporadisk vejledt af instruktør Jesper Pedersen, der undervejs kan ringe og udgive sig for at være en relation til dem for at give instrukser, der kan skubbe daten i en særlig retning.

Skov og Hammerich får fint portrætteret datinglivets velkendte tematikker: de akavede øjeblikke, de alt for ligefremme spørgsmål om børn og økonomi til snakken om astrologi, hvor den ene baserer sin viden på venindernes udtalelser om ascendanten – men alligevel drager en dom over den anden. 

Publikum får lov til at sidde på første række og følge med, og her behøver vi ikke lade som om, vi smuglytter til en fremmeds første date. Vi får lov til at observere, men bliver også mere end passive iagttagere, når vi inviteres til fællessang, idet de to skuespillere bryder ud i sang.

Ligesom med en rigtig date, er det ikke garanteret, at vi er lige underholdt hele tiden. Men det gør også, at visse øjeblikke står tydeligere frem, og vi kan spejle os i de mange veje, en første date kan tage. Forestillingen viser ikke kun akavede øjeblikke eller situationer, der får publikum til at trække på smilebåndet – der er også små, smukke øjeblikke, hvor to fremmede gør sig sårbare over for hinanden og deler noget af sig selv, som frygten for at være alene. 

Forestillingen viser fint, hvad der kan ske, når to mennesker mødes. For lige så tåkrummende det kan være, lige så magisk kan det også blive, når to fremmede tør smide paraderne. Der skildres på rammende vis jagten på kærlighed gennem en række første møder og viser, hvordan vi alle bærer bagage, som vi lader en fremmed forholde sig til – på godt og ondt.

I ’The Blind Date’ er der ingen vild scenografi – blot et simpelt setup. Vi placeres i baren, den velkendte dating-scene, hvor vi gennem en engangsforestilling – et teaterstykke, der ikke genskabes dagen efter – bliver præsenteret for den performance, vi alle laver på første date: vores ivrige forsøg på at vise os fra vores bedste side.