Black Bag

"Shaken, not stirred." Sådan er Steven Soderberghs spionthriller ’Black Bag’ - sofistikeret og cool, kvik og smart, og selvfølgelig med et effektivt tvist. Og ja, der er små hints til Bond-universet.

International spionage på højt plan er udfordrende for enhver relation, og allermest en ægtefælle. Men er det så dobbelt-svært eller bare nemmere, når begge er spioner, der skal holde hemmeligheder, også for hinanden? Det kræver ekstra tillid, regler og afbalancet sind - også selvom titlens sorte sæk kan være svaret på meget. For som en tidlig replik fortæller, er det alt for nemt for dem at bedrage, snyde, lyve.

NCSC-agent Georges (Michael Fassbender) nyeste opgave er at finde en muldvarp i deres cybersikkerheds-team - og hans kone Kathryn (Cate Blanchett) er på listen. Det er en hastesag, så han inviterer resolut til middag med de andre mistænkte, to andre spionpar - Zoe (Naomie Harris) og James (Regé-Jean Page) samt Clarissa (Marisa Abela) og Freddie (Tom Burke). Med lidt spionserum i chana masalaen bliver en selskabsleg hurtigt mere en spionleg, hvor alle har noget på alle, og desserten toppes af utroskab og sexsnak.

Soderbergh kredser inciterende om sandhed og løgn, og skaber en veldrejet leg med tillid, hvor manipulationen ofte er svær at gennemskue. Helt central er en forrygende sekvens med løgnedetektor, superskarpt klippet (af Soderbergh selv) mellem flere testpersoner. Pointeret ret satirisk med hvordan man snyder sådan en test.

George holder hovedet koldt, selvom han vakler mod sin kones forræderi og lidt efter er en del af et andet sikkerhedsbrud, som ændrer alt. Det trækker op til endnu en middag for de indviede, afhængige af sandheder og løgne. Pistolen på bordet og endnu en udspekuleret leg. 

’Black Bag’ er god til at forvirre og skabe tvivl om det man ser og hører - hvis man altså kan følge med, for indimellem er det indforstået og forviklet, samt leveret tjept og subtilt, så man bliver ægte konspirations-overloadet. For Soderbergh går altid lidt dybere under overfladen, og gør det mere personligt.

Så kernen i denne spionsag bliver de indbyrdes relationer - primært George og Kathryn. Michael Fassbender og Cate Blanchett er begge kølige og kontrollerede, men deres kemi excellerer når de i sengen bekræfter at de vil gøre alt for hinanden. Især slutscenen er interessant, og ganske tvetydig. For kan de nogensinde stole fuldt ud på hinanden, eller har de bare accepteret den eviggyldige, sorte sæk?

De andre synes ret defineret og formet af deres job. Især Marisa Abela er fantastisk som datageniet Clarissa, der i sin sprudlende iver ikke er helt så god til at holde hemmeligheder. Men også Noamie Harris er vidunderligt skarpsindig som psykologen Zoe, der jævnligt skal cleare de kolleger hun ved lidt for meget om, personligt. Og så er Pierce Brosnan nærmest djævelsk som bossen Stieglitz - selv hans yndlingsret ikizukuri signalerer ulovligheder. 

Både Harris og Brosnan hinter til Bond, og hele filmen har en lækker retro-vibe - attituder, farver, jazzmusik, charme, tøjstil, fisketure - der luner i kontrast til det majestætisk moderne London med kæmpe glasbesatte bygninger og skarp skyline. Det er Bonds hjemmebane, men ’Black Bag’ er en helt anden spionhistorie, selvom den stadig er ganske "shaken, not stirred". Man er godt rusket igennem til sidst, og får endnu et kick af spionparrets klassiske, tilbagevendende replikskifte "Will there be any mess to clean up?" "With any luck!"