Ghostbusters

Dette er virkelig en film for og med nørder. Dem, som trods hån og modgang knokler igennem med det de tror på, uanset hvad. 

Erin Gilbert (Kristen Wiig) er en af dem. Hun har kæmpet for sin ynkelige lille plads i den akademiske verden, og drømmer om den fastansættelse, som universitetsdekanen vifter hende om næsen med. Hun vil så gerne tages seriøst. Men da hendes gamle veninde Abby (Melissa McCarthy) viser sig at have genudgivet deres fælles bog om spøgelser og New York trues af en paranormal katastrofe, må kvinderne komme i arbejdstøjet, droppe andres fordomme om, hvordan rigtige spøgelsesjægere skal være – og sparke noget seriøs spøgelsesmås.

Paul Feig har genstartet ’Ghostbusters’-universet. Som instruktør har han en lang række grove og sjove komedier bag sig, så denne anmelder havde høje forventninger. Særligt fordi han i den grad lader kvinderne give los. Hans film 'Brudepiger', 'The Heat' og senest 'Spy' er alle skingrende morsomme.

Grinene kommer da også ofte og helt nede fra maven, særligt når über-nørden Holtzmann (Kate McKinnon) er indblandet. Hendes ingeniør er køn som Scarlett Johansson, men rå som en havnearbejder. Gruppen udvides med den streetwise Patty (Leslie Jones) og den kønne sekretær, der er dum som vådt pap (Chris Hemsworth, der endelig får lov til at være sjov – og er det!). 

Men, altså. Selvom der er platte pruttejokes, vilde spøgelser og alt det, man med rimelighed kan forvente, så sidder man en lille smule med fornemmelsen af, at Feig har holdt lidt igen, måske haft for meget respekt for arvesølvet. De dygtige damer, som kommer med ny boller til slimsuppen, er lidt mere forsigtige og søde end Feigs kvinder plejer at være. Men gudskelov ikke så lang tid ad gangen.

Plottet er lige så enkelt som i de originale film, effekterne mere glatte, men med samme look. Og der er så mange cameos i hurtige biroller, at det næsten opvejer, at vi nu er i et univers, hvor det ikke har været en spøgelseskrise i New York før. En skylle af godbidder i form af referencer til de gamle film, men ikke helt nok til opveje, at det føles lidt sært. Det er sågar mange af de samme spøgelser, der går igen (tøhø!). En af sommerens guilty pleasures var ’Independence Day’, der netop gjorde en dyd ud af at der var gået tyve år. Det var faktisk det, der gav en tynd film en vis tyngde, og den samme tilgang kunne godt have fungeret her.

Men! Man skal aldrig anmelde den film, det kunne have været. Så hvad har vi? 'Ghostbusters' er mere end hæderlig, temmeligt sjov uden at være for plat, men ekto-meteret måtte gerne gå til elleve, ikke kun ti.