Cruella

Trenden med at gøre de vanvittigt onde mere sympatiske fortsætter i denne origin story om Estella, der gennem hjerteblod, designerambitioner og dalmatinerhad bliver til Cruella de Vil.

Estella har fra sine barndomsår provokeret med tofarvet hår, slåskampe, stærke meninger og heftigt temperament, der får hendes mor (Emily Beecham) til indimellem at kalde hende Cruella. Efter en balstyrisk aften – både magisk og traumatisk – slår hun pjalterne sammen med to andre forældreløse, Jasper (Joel Fry) og Horace (Paul Walter Hauser), der oplærer hende i svindlerier og fiduser. Det får hun også glæde af da hun får chancen for at udleve sin drøm om at designe tøj. For hendes boss er Baronesse von Hellman (Emma Thompson), der udvikler sig fra inspirator over rival til fjende. 

Det er temperament og talent, der går i arv. Så det har dobbeltvirkning når Emma Thompson i forrygende form som baronessen ikke bare forfiner den karikerede Disney-figur, men også minder os om Meryl Streeps modemagasinboss Miranda Priestly i ’The Devil Wears Prada.’

Emma Stone er vidunderlig i titelrollen, og hendes kæk-kåde attitude bringer en vis charme til det begyndende vanvid. Hun er ond på den seje måde, nærmest beundringsværdigt, fordi hun er genial med ideer, design og selviscenesættelse. Der er tydelige hints til det engelske designerikon Vivienne Westwood, som var en af de fremtrædende i den glam-punk-rock fashion, der herskede i 1970/80ernes London.

Jenny Beavans ekstravagante kostumer rocker og ligeså musikken, der sætter energien højt med blandt andre The Zombies, David Bowie, Deep Purple, Queen, Blondie og The Rolling Stones. Alligevel tænker man at der mangler det mere punkede som The Sex Pistols, T. Rex, Iggy Pop, Velvet Underground. Især når mange af sangene er i meget korte klip og måske bare for at poppe velkendte sanglinjer som ”No one here gets out alive..” ”Should I stay or should I go?” og “One of these days these boots are gonna walk all over you..”

Med de mange seje onliners fremstår karaktererne lidt overfladiske, og sympatierne er mudrede. Det handler mere om lir, larm og latter end ægte (Disney)budskaber. Her er velgørenhedsballer og hyldestscenarier, men mest af alt for at være smart-i-en-fart og fyre en masse seje kostumer og vildt fed musik af. 

Det underholder massivt, men stikker ikke så meget dybere end en af de konkluderende replikker: ”Det gode ved de onde er, at du altid kan stole på at de gør noget.. ondt.” Så da slutbillederne ruller til tonerne af The Rolling Stones’ ’Sympathy for the Devil’ håber man at en eventuel fortsættelse af Cruellas vilde vover bliver mere originalt og mindre forudsigeligt. Og mon hun laver pelsjakke af dalmatinere?