Les Misérables

Så meget elendighed - formidlet så fuldstændigt fabelagtigt. Så råt og uforfalsket som Victor Hugos hovedværk, den mesterlige mammutroman fra 1862 - og slet ikke musical-sentimentalt. Bare ultratæt på og helt uforglemmeligt.

Det er ordene og menneskerne i fuldt fokus. Samt følelser og formål under livsvilkår, der gør det svært at trumfe godheden gennem ondskaben. Men de giver alt hvad de har, og selvom ikke alt bliver godt og lykkeligt, så er forløsningen stor og befriende. Ligeså forestillingen i sig selv, og publikum trukket tæt ind, rusket godt og forløst tilsidst.

Norske Kjersti Horn har gennem flere teaterproduktioner skabt synergi mellem teater og film, og hendes ’Les Misérables’ er en hybrid performance, der både viser teaterproces og filmeffekt i yderste potens. Fiffet er fotograf Borgar Skjelstad, der med sit videokamera følger skuespillerne på scenen og oftest filmer helt tætte nærbilleder, som projiceres live på storskærmen spændt op med en gennemsigtig plastikvæg - på forscenen.

Dermed er hver af forestillingens to akter en live film i one-take, uden klip og næsten uden effekter. Bag skærmvæggen sidder skuespillerne på en stolerække eller bevæger sig rundt som karaktererne - iført hverdagstøj og minimal makeup - og fremfører teksten, både replikker, tanker og regibemærkninger. Som en prøveproces, men med fuld indlevelse og autenticitet. Og helt ind i de dybe ansigtsfurer, grå hår, udspilede øjne og hvæsende munde.

De sjældne gange hvor rekvisitter og effekter kommer i brug har de helt særlig effekt. Som Fantines blod, det store tovtræk, de dinglende lysstofrør og oprørernes kamprøg. Scenen er hele tiden rå og afskallet, og ofte klaustrofobisk indkapslet i hjørner og kanter - som den verden de elendige skæbner kæmper i, for menneskelighed og retfærdighed.

Det er kompromiløst skuespil af alle seks aktører, hvoraf de fleste spiller flere roller. Özlem Saglanmak er rå og rørende som Fantine, der konstant ydmyges og alligevel er salig i tankerne om datteren. Ulykkeligvis bliver datteren også udnyttet - af plejefamilien Thénardier, hvor Joen Højerslev formidler nederdrægtigheden ligeså skarpt som han viser uendelig barmhjertighed som biskop Myriel, der hjælper Valjean til en ny start.

Men spillet drives unægteligt af de to polariteter for det gode og det onde. Jens Albinus er aldeles eminent som Jean Valjean, der efter 19 år som galejslave kæmper for de udsatte og for at blive et godt menneske igen. Hans modpol er politikommissær Javert, der er besat af overdreven opretholdelse af lov og orden, og ret manisk for at straffe Valjean. Med castingen af Christine Albeck Børge skabes en ultraaktuel tvekønnethed, og hun overtrumfer alt og alle med en furiøs kraft og en lammende afslutningssalut.

Således slutter forestillingen i stilen som den startede: I det helt nære, rå og autentiske. Efter en ellers rimeligt hektisk anden akt, hvor fokus er på oprøret og overlevelsen op til og under Paris-oprøret i 1832. Her brydes nærværet lidt, men absolut ikke følelserne, for det er en helt anden livskamp. En kæmpe præstation af fotograf Borgar Skjelstad, med ganske meget action og nærmest kaotiske tilstande indimellem, som Skjelstad formår at give flydende live drama, nærmest dokumentarisk i øjeblikke. 

Victor Hugos tekst kredser om hvorvidt mennesket kan ændres - fra ond til god og vice versa. Hvordan skæbne, livsvilkår og personlig udvikling kan fæstne det gode og det onde i mennesket. Både Valjean og Javert er fanget i en ond cyklus, og de tvivler, vakler og klandrer, imens de konfronteres med empati og andre nedgravede følelser. De er blevet bange for kærlighed og samhørighed med andre - på hver sin måde, hver sin fortid.

’Les Misérables’ er evigt gyldige budskaber og denne opsætning rammer plet - i hjerte og hjerne, som pulserer længe efter det sidste vilde åndedræt på scenen og skærmen. Helt uforglemmeligt. Og helt uundgåelig til næste Reumert-uddeling.