Langebros lillebror bliver buet
Københavns næste havnebro i rækken har fundet sin form langs med Langebro.
Det bliver en kurvet fornøjelse, når københavnerne i 2018 kan overhale trafiktunge Langebro indenom ved at tage den nye lavere cykel- og gangbro lige ved siden af.
Langebros lillebror skal nemlig ikke gå i en af de for broforbindelser så traditionelle rette linjer, men slår i stedet en mindre bue over havnen. Og bliver det for lavt for gennemsejlende skibe, vil to brofag dreje sig 90 grader og sikre fri passage.
Bag broens der ud over enkle og elegante udformning står et internationalt team under ledelse af de britiske ingeniører BuroHappold Engineering med arkitekterne WilkinsonEyre og Urban Agency.
Attraktivt alternativ
Den endnu unavngivne bro er en gave til byen i 100 mio. kroners klassen fra byggefonden Realdania. Når den om føje år forbinder udmundingen af Vester Voldgade med Langebrogade ved Christianshavns voldanlæg, svarer det til, hvor de oprindelige Langebro'er lå frem til 1900-tallet.
Som et attraktivt alternativ forventes den at kunne hugge en tredjedel af Langebros 35.000 daglige cyklister og også for gående binde de nye menneskevenlige områder omkring den gamle, høje bilbro bedre sammen.
Her har Havneparken på Islands Brygge de seneste år fået selskab af promenaden Kalvebod Bølge og en omlagt Vester Voldgade på modsatte side. Og så følger ikke mindst i 2017 ambitiøse Bryghusprojektet, som Realdania også står bag. Cykelbroen bliver nærmeste nabo til det stjernearkitekttegnede multihus med åbne passager, man kan både gå og køre igennem.
Flere foran i brokøen
Inden da skal Langebros lillebror-bro dog først endelig godkendes af den officielle modtager af gaven, Københavns Kommune. Går det som forventet, kan byggeriet begynde i 2016 og være færdigt i 2018.
Så længe skal københavnerne dog forhåbentlig ikke vente på flere nye havnebroer at cykle og gå på – de ellers notorisk forsinkede Inderhavnsbroen og Cirkelbroen har begge fortsat kurs mod en åbning i 2015.
Opdatering 29. juni: Olafur Eliassons kunstfærdige Cirkelbroen har fået den officielle åbningsdato 22. august 2015.
Få adgang som medlem eller abonnent
Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.
Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.
Allerede medlem? Log ind her!