Kyssebroen: En gumpetung gevinst
Man troede aldrig, det skulle ske, men skandaleramte Inderhavnsbroen er endelig åbnet – og øjeblikkeligt blevet en ny attraktion i og for København.
Efter 3½ års forsinkelser åbnede Inderhavnsbroen pludselig med to timers varsel fra Københavns Kommunes sociale medier: “Get ready for that kiss. Inderhavnsbroen åbner i aften kl. 18”, lød det på en doven torsdag i juli.
Københavnerne stormede straks til broen fra begge sider af havnen for at se miraklet med egne øjne, og da de første modige typer bevægede sig ud på broen, blev de ledsaget af et spontant kor af cykelklokker.
Den over otte år lange saga om Inderhavnsbroens tilblivelse har da også alt, hvad der skal til:
Magtspil, skandaler, konkurs, menneskelig fejlen og uforløst længsel. Og så selvfølgelig den lykkelige slutning og Hollywood-kysset til sidst: De fik endelig hinanden, de to brotunger, men også Indre By-typerne blev symbolsk forenet med christianshavnerne og dem ude fra Holmen.
Inderhavnsbroen er en såkaldt skydebro og den første af sin slags i Europa. Når skibe skal passere under, trækkes de to brofag ind mod land i hvert sit leje for derefter at strække sig mod hinanden igen og mødes i midten.
Deraf kælenavnet Kyssebroen. Og deraf mange af de tekniske problemer og forsinkelser.
I zigzag og pangfarver
Den færdige bro står 18,5 meter bred og svinger sig 180 meter i en let S-form fra Havnegade ved Nyhavn til Grønlandske Handels Plads for enden af Strandgade på Christianshavn, lige inden Holmen. Frihøjden under broen på 5,40 meter er den samme som for broens ældre søskende i havneløbet. Gabet, som brotungerne skyder over, er 50 meter.
Det mest iøjnefaldende ved Inderhavnsbroen – udover måske dens størrelse – er den højblå cykelbelægning og de gule og blåturkise plexiglasværn mod brodækkene. Cyklister og fodgængere starter og slutter sammen i hver ende af broen, men bliver adskilt undervejs af skydebroens åbningskonstruktion, for så at samles igen på midten. Det giver nogle skarpe knæk på ruten.
Netop i knækkene er dér, hvor fodfolket må skrå hen over cykelstien for at komme ud til nogle af de fire udsigtspunkter midt på broen. Det giver lidt forvirring og zigzaggeri, og det er i det hele taget en lettere desorienterende oplevelse at bevæge sig på broen – selv efter flere ture frem og tilbage – med virvaret af fodgængere, christianiacykler, segways og alt, hvad der ellers kan kravle, gå og rulle. For ikke at tale om al trafikken på den anden led nedenunder: Havnebusser, havnerundfarter, jetbåde, GoBoats og kajakker.
Gumpetungt samlingspunkt
Modtagelsen af selve broens design har været mestendels ublid: ”fedladen”, ”gumpetung”, ”kluntet”, ”billigt indtryk” og ”groft overdimensioneret” er blandt skudsmålene fra de store dagblades arkitekturanmeldere.
Udsigten kan dog ingen klage over. På Inderhavnsbroen har man som det eneste sted i havnen udsyn helt fra Nordhavn til Sydhavn, og de to udsigtsbalkoner med langbænke er allerede populære selfiespots og hangouts.
De britiske arkitekters mål om at skabe et byrum, som folk valfarter til og ikke bare igennem, er lykkedes til fulde i Kyssebroens første uofficielle åbningsmåned (den rigtige indvielse er først 19. august). Når man en solbeskinnet sommerdag står og kigger ud på de mange mennesker på og omkring broen i Nyhavn, ved Skuespilhuset, på Papirøen og på Krøyers Plads, får man vitterligt en fornemmelse af et nyt fællesskab og samlingspunkt i havnen.
Der sker så meget i København
Midt på broen lyder tonerne fra en ukulele, da Magasinet KBH traver over en juli-eftermiddag. En ung mand i blomstret top, militærbukser og afskallet neglelak spiller en improviseret hyldestsang om broen på melodien til 'Knockin’ on Heaven’s Door'. Han tager ikke penge for det.
“Det er dejligt med lidt musik til arbejdet,” siger Per, som er brovagt og har stået her siden kl. 8 i morges. Han fortæller, at folk er superglade for broen – særligt mange af de ældre er begejstrede, og de jyske turister, som synes, at der sker så meget i København.
Mange samtaler på broen handler om forsinkelserne og åbningen og om broens arkitektur og tekniske detaljer. Det er tydeligt, at københavnerne har fulgt tæt med i udviklingen og er usædvanligt godt orienterede om dette infrastrukturprojekt.
Mellem 3 - 7.000 cyklister forventes dagligt at krydse havneløbet via Inderhavnsbroen, der sammen med sidste års Trangravsbroen og Proviantbroen fuldender Opera-forbindelsen, som nu gør det muligt at komme fra Kongens Nytorv til Operaen på få minutter. Det kommer uundgåeligt til at få stor betydning for de lidt afsondrede studiemiljøer og nye boligområder længere ude på Holmen og Refshaleøen. Bare se på næsten færdige Krøyers Plads, lige ved siden af landgangen på Grønlandske Handels Plads, hvor det pludselig myldrer med mennesker langs de nyopførte boligblokke og træbrygger.
På den anden side af havnen er der også straks kommet run på Havnegade og den tidligere så stilfærdige skyggeside af Nyhavn i retning mod Kongens Nytorv. Der er ikke rigtige cykelstier, men kun en cykelafmærkning i den ene retning, og den noget uskønne blanding af cykelpendlere og turister med selfiestænger giver en småaggressiv stemning på tætpakkede dage.
Stadig børnesygdomme
Indtil videre står der 2-4 brovagter hver dag og sørger for, at folk ikke kommer til skade, når broens gab åbner op og i. Den overansvarlige brovagt fortæller, at vagterne ikke er en permanent løsning. “Der skal nok laves noget bomfidus, men vi skal lige over børnesygdommene først,” siger han, inden han bliver afbrudt af en melding om færgen fra Hven og begiver sig op i det sorte havnetårn på christianshavnersiden.
Oppe midt på broen har vagterne fået besked på at rydde begge brodæk. “Så er det om at vælge side,” siger Per og genner Magasinet KBH af vejen. Folk stimler sammen i enderne for at opleve hele maskineriet og står på tæer og vinker til færgen. En tomasters sejlbåd sniger sig igennem i den modsatte retning, mens der alligevel er åbent. Kyssebroen åbner gratis for sejlbåde i højsæsonen, foreløbig to gange om dagen. Det tager ca. fem minutter hver gang – bortset fra, når den så ikke lige vil åbne.
De tekniske genvordigheder med Inderhavnsbroen hænger nemlig ved lidt endnu. Kort efter surprise-åbningen var der problemer med den blå cykelbelægning, som blev glat i regnvejr. Det var knapt nok blevet fikset, før broen en søndag morgen ikke kunne åbne, og Hven-færgens 170 gæster måtte opgive turen og vende tilbage til land i Havnegade.
I skrivende stund kan den kysse igen, men det var næppe det sidste lille kapitel i den uendelige histore om Inderhavnsbroen – hvilket dog ikke for alvor ser ud til at kunne slå skår i glæden over den nye attraktion i og for det indre København.
Få adgang som medlem eller abonnent
Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.
Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.
Allerede medlem? Log ind her!