Inderhavnsbroen blev navnet
Efter års trakasserier om en cykelbroforbindelse fra Nyhavn til Christianshavn og Holmen, er det første spadestik taget.
I alt tre broer (eller fire, alt efter hvordan du tæller) skal føre hjulende og gående hele vejen over inderhavnen og kanalerne. Første etape er de 180 meter fra Sjælland til Amager, og efter en storstilet navnekonkurrence har skydebroen over inderhavnen fået navnet: Inderhavnsbroen.
Efter samme sprælske tematik kommer fortsættelserne over Christianshavns Kanal/Trangraven og Proviantgraven til at hedde Trangravsbroen og Proviantbroen.
Anlæggelsen af kanalbroerne følger trop i starten af 2012, og hele forbindelsen forventes klar i starten af 2013.