Kuppel på Rundetårn
Japansk kunstner bygger træinstallation henover toppen af Rundetårn – og en 130 meter lang rutsjebane ned ad sneglegangen.
I snart 400 år har Rundetårn bare stået der og lignet sig selv, mens det er blevet Københavns nok mest ikoniske bygningsværk. Så det er et helt usædvanligt syn, der sidst på året venter byens juleshoppere, når de kommer rundt i svinget på Købmagergade og løfter blikket:
En ny kuppel monteret omkring den øverste del af Rundetårn, henover udsigtsplatformen og observatoriet i cirka 35 til 45 meters højde. En rustik og åben konstruktion i træ med fortsat udsyn til himlen og Københavns tage.
Den midlertidige trækuppel på det gamle tårn skal skabes af kunstneren Tadashi Kawamata som del af en udstilling i anledning af 150-året for de diplomatiske forbindelser imellem Danmark og Japan, der markeres med en omfattende kulturudveksling i begge lande hele året. Og med det markante københavnske kuppelklimaks fra 25. november til 10. januar 2018.
Rundetårn har endnu ikke officielt sat udstillingen og dermed tilbygningen på programmet, men hvis økonomien og de sidste tilladelser falder helt på plads de kommende måneder, bliver kuplen til virkelighed i de seks vinteruger – det bekræfter Rundetårns direktør Jesper Vang Hansen overfor Magasinet KBH.
Rundt og rundt og rundt og rundt og rundt og rundt og rundt og ru
Tadashi Kawamata er kendt for sine stedsspecifikke installationer i genbrugstræ på eksisterende bygninger. Blandt andet har han i Paris bygget en træhytte i Napoleons Vendôme-søjle og overdækket en staldbygning i Versailles med 500 aflagte frugtkasser.
Konstruktionen på Rundetårn inkluderer også en af Kawamatas karakteristiske træhytter i ca. 30 meters højde, og så skal japaneren på indersiden bygge den længste rutsjebane, byens børn endnu har set: 130 meter vil den sno sig, rundt og rundt ned ad sneglegangens 7½ omgange om tårnets kerne.
Bag hele projektet står Thomas Andersen, kurator med mange års erfaring indenfor japansk samtidskunst. De lokale ingeniører AB Clausen er indkaldt som forstærkning til beregningerne, så både tårn og publikum kommer helskindede gennem den historiske tilbygning.
Rundetårn er middelalderbyens bedst besøgte turistattraktion, og det er naturligvis et krav, at murværket fra 1642 og gitteret, der siden 1697 har omkranset udsigtsplatformen, efterlades i præcis samme stand som før, når kuplen er pillet ned igen.