pixel

KP19: Amager Vests fremtid

Tre årtiers byudvikling i Ørestad nærmer sig sin afslutning, og Urbanplanen undergår en omfattende forvandling.

Kommuneplan 2019 København Amager Vest

Ørestad bliver færdig i Københavns Kommunes netop indledte planperiode. Dét er den største nyhed i den nye kommuneplan for Amager Vest, hvor tre årtiers byudvikling på Amager Fælled forventes afsluttet inden 2024.

I 2019 blev Ørestad Nord færdig, da den omfattende omdannelse af det nedslidte KUA var gennemført. Københavns Universitet på Amager er genopstået som Søndre Campus med topmoderne bygninger iklædt spritnye travertinfacader omkring det store, bølgende byrum Karen Blixens Plads.

I Ørestad Syd og City er de sidste byggerier godt på vej, mens det kommende Vejlands-kvarter er i sin spæde begyndelse. Derefter er det i hvert fald indtil videre slut med at tage flere af fælledens grønne kvadratmeter ud til byudvikling.

Tag med en tur rundt i de næste fire års Amager Vest.

Vejlandskvarteret

Politikerne sætter endeligt punktum i sagen om Ørestad Fælled Kvarter med Kommuneplan 2019. Fra nu af er området friholdt for byudvikling, og de spidssnudede frøer, rørhøge og vandsalamandere kan ånde lettet op og fortsætte livet mellem stråene i Strandengen — det lille stykke ’oprindelige’ natur på Amager Fælled.

Til gengæld må vandrerhjemmet vest for de sjældne dyrs levested vige pladsen for det kommende Vejlands-kvarter — et bæredygtigt boligkvarter, hvor op mod 4.500 københavnere kan flytte ind i træhuse med direkte adgang til natur.

Kvarteret er planlagt med tre små ’landsbyer’ — inspireret af en typisk dansk landsby med et gadekær som samlingspunkt. I hver landsby er åbne karréstrukturer samlet om en central plads, hvorfra byggerierne vil falde fra seks etagers højde og ned til to etager ud mod den omkringliggende fælled.

Også her på denne forurenede jord ovenpå en tidligere losseplads er naturen blevet en prioritet. Op mod en tredjedel af de næsten 118.000 m2 land — svarende til godt 14 fodboldbaner — er reserveret til natur og friarealer uden bebyggelse. Fælleden får lov at vokse tæt på husene, og kvarterets randområder skal indrettes med fokus på dyr og planters velbefindende.

Urbanplanen og Englandsvej

På Englandsvej 51 ønsker grundejerne at rive et showroom for biler ned og i stedet opføre et stort boligbyggeri. Ud mod de store karréer på Englandsvej vil det nye byggeri rejse sig i fem etager og bagtil trappe ned til to etager mod Amagers store villaområde. Det er ønsket, at bygningen skal bidrage til at skabe et mere sammenhængende bymiljø.

Et samlet miljø er også en del af de planer, som Områdefornyelsen Sundby har for Sundbyvesterparken — lokalt kendt som Englandsparken. Den fredede grønsvær skal have en ny identitet, og ønsket er, at den i fremtiden vil samle hundeluftere, fodboldspillere og motionister fra både villaområdet og det udsatte boligområde Urbanplanen under trygge og lyse forhold.

Vest for Englandsvej har Københavns Kommune og boligselskabet 3B hevet den store pengepung frem. Med mere end 2 milliarder kroner vil de forandre Urbanplanen til uigenkendelighed. 

Allerede fra sommer vil beboerne kunne strække benene og grille bøffer i Remiseparken, der genåbner med nye aktivitetszoner. Og hvor der før lå et butikscenter i beton, kan nye beboere i slutningen af året flytte ind i Danmarks første svanemærkede boliger i Solvang Kvarteret.

På tegnebrættet er også flere boliger i den sydlige del og en plan for opgradering af adgangen til boligområdet.

Ørestad bliver færdig

Københavns Kommune regner med, at politikere og byplanlæggere kan sætte flueben ved det hidtil største byudviklingsprojekt i København inden 2024. Det er kommunens forventning, at Ørestad City og Ørestad Syd er bygget fuldt ud til den tid.

Omkring 30 år har det så taget at bygge en ny by op på en bar mark. Det har ikke været en nem opgave, og den forblæste bydel har løbende fået på puklen for sin monotone arkitektur, sit manglende byliv og for få mødesteder.

Til gengæld har Københavns Kommune og udviklingsselskabet By & Havn gjort sig mange erfaringer, der kan blive taget med i udviklingen af nye bydele — for eksempel vigtigheden af at tænke kultur- og idrætsfaciliteter og detailhandel ind fra starten.

Løbende har parterne forsøgt at sprøjte liv og vitaminer ind i Ørestad. Særligt i Ørestad Syd er der blevet skruet op for kulturbyggerier til gavn for både besøgende og lokale.

En fyldt sal i Royal Arena trækker op mod 17.000 gæster til, mens hockeyspillere og skøjteprinsser tager turen til Ørestad for at folde sig ud i Københavns eneste indendørs skøjtehal.

Skolelever har allerede indtaget den nye Kalvebod Fælled Skole, men der skal flere klasseværelser til for at uddanne de børn, der vokser op i Ørestad Syd. Derfor er det planen, at en ny mega-folkeskole med svømmehal skal åbne i 2023. Skolen vil holde åbent for hele nabolaget, der kan mødes til en kop kaffe i caféen eller på taget.

Og det bliver ikke det eneste lokale samlingspunkt i området. Lidt længere mod syd vil By & Havn i samarbejde med København Kommune opføre et kombineret beboer- og kulturhus, hvor beboerne selv får mulighed for at sætte præg på aktiviteterne.

I Ørestad City har Københavns Kommune givet mulighed for 20.000 nye erhvervskvadratmeter nær Field's. Indtil nu har indkøbscenteret nærmest haft patent på butikslivet i Ørestad, men fra 2021 får mastodonten en konkurrent.

På den modsatte side af Ørestad Boulevard er et kæmpestort kontorhus på ti etager ved at rejse sig på Kay Fiskers Plads, og det er ambitionen, at stuetagen bliver fyldt med butikker og caféer.

Længere mod nord i den aflange by ligger Bellacenteret, der er centrum for det kommende Bellakvarter — det sidste kvarter, der bliver udviklet i Ørestad City. Omkring konferencecenteret og hotellet Bella Sky er et bolig- og erhvervskvarter ved at skyde op, og her er bylivet tænkt ind fra starten.

Taget af en logistikbygning bliver forvandlet til en legeplads for børn og voksne med hang til bevægelse, mens der er planer om, at et beboer- og kulturhus skal samle lokalområdet til banko og yoga indendørs. Solrige pladser i læ for vinden, og butikker i gadeplan, skal hjælpe med at skabe liv i kvarteret.  

Læs om din bydel 2020-24

Amager Vest · Amager Øst · Bispebjerg · Brønshøj-Husum · Christianshavn · Indre By · Kongens Enghave · Nørrebro · Valby · Vanløse · Vesterbro · Østerbro

 

Få adgang som medlem eller abonnent

Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.

Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.

Mest læste

relaterede
artikler

relaterede
visioner

seneste
byens rum

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling