Usædvanligt projekt i Indre By: Høj tilbygning i smalt gårdrum
Ejendomsfirma vil fylde smalt gårdrum ved Købmagergade med høj og slank tilbygning.
Hvis man går forbi i lidt mere end slentretempo, vil man helt sikkert overse det. Det lille og smalle gårdrum, der gemmer sig rundt om hjørnet ved Frellsen Chokolade i Købmagergade i Indre By, er passeret i tre skridt, og rummer da heller ikke meget andet end en samling affaldscontainere.
Gårdrummet vender ud mod den nyligt renoverede sidegade, Valkendorfsgade, men hører reelt til hjørnehuset ud mod Købmagergade, der er opført i 1883.
Trods de trange vilkår har ejendomsfirmaet Ejendomsinvest kunnet se mulighederne i det minimale gårdrum, og efter en arkitektkonkurrence er Mikkelsen Arkitekter klar med planerne til et projekt, der er sjældent set inden for Middelalderbyens volde.
En høj og slank ny bygning med høje vinduespartier og franske altaner skal bygges op i gårdrummet og bygges sammen med hjørnehusbygningen ud mod Købmagergade. Denne skal i forbindelse med projektet renoveres og delvist ombygges både indvendigt og udvendigt.
Ifølge Mikkelsen Arkitekter vil man ved hjælp af materialer og arkitektoniske virkemidler samle den oprindelige bygning og tilbygningen til en samlet og afbalanceret helhed.
Lejligheder og butikker
Der skal fortsat være butikker i bygningens stueetage, og mon ikke Købmagergade-institutionen Frellsen bliver en af dem? På de øvrige etager, der i dag rummer erhvervslejemål, skal der indrettes boliger.
Tilbygningsprojektet i Købmagergade er fortsat kun på tegnebrættet. Det har ikke været muligt at få oplysninger om projektets aktuelle status og fremtidudsigter.
Hvis det bliver gennemført, vil det føje sig til den efterhånden lange række af renoverings- og transformeringsprojekter, der i de senere år har været med til at forandre den sydlige del af Købmagergade på godt og ondt.
Ejendommen ligger som tidligere nævnt på hjørnet af Valkendorfsgade, én af Købmagergades nye sidegågader, og er dermed genbo til den nyligt transformerede Postgården. Kun et stenkast længere oppe ad gaden er det kommende hotel- og butiksprojekt “The Trinity Quarter” på vej.
Få adgang som medlem eller abonnent
Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.
Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.
Allerede medlem? Log ind her!