Københavnere har nok bare ikke så meget forstand på dyr

Fakta

To jyder fælder dom

Ole Broholm Andersen, 52 år, gårdejer

(billede øverst på siden)

Hvad siger du hvis jeg siger København?

Jamen, så siger jeg at det er vores hovedstad – det er der tingene sker. Og så har jeg to børn der bor derovre.

Hvordan er en typisk københavner?

Vi har faktisk temmelig mange københavnske venner og kommer tit til byen. De besøger også os, og jeg kan huske en gang hvor en af dem var med forbi en af nabogårdene. Da jeg præsenterede ham og sagde at han var fra København, sluttede jeg af med at sige, ’Han er altså ikke helt dum’. Og det var ren og skær ironi. Jeg har overhovedet ingen københavner-fordomme.

Hvordan tror du så at københavnere tænker om jyder?

De tror vi er sådan nogle bondeknolde med halm i træskoene. Og det skyldes simpelthen uvidenhed. Der er rigtig mange københavnere der aldrig har været i Jylland, og det er en skam. Det samme gælder den anden vej.

Hvad er det mest irriterende ved København?

Det mest ’nederen’ ved København er helt sikkert FC København. De har været lidt for smarte – især Don Ø.

Er man københavner hvis man bor i Roskilde?

Nej. Hvis man bor i for eksempel Høje Taatrup eller Lyngby, så er man københavner, men ikke Roskilde. De har trods alt stadig et dyrskue!

Signe Thomsen, 14 år, folkeskoleelev

Hvad siger du hvis jeg siger København?

Det ved jeg ikke helt, for jeg har aldrig været der. Men jeg tænker at det er en storby med mange mennesker. Jeg tror der er meget livligt med masser af trafik, flere butikker og sådan.

Hvordan er en typisk københavner?

Jeg har ikke rigtig mødt
nogle københavnere, så jeg ved det ikke. Men jeg tror ikke de er så anderledes. De har nok bare ikke så meget forstand på dyr.

Hvad har de så forstand på som frederikshavnere ikke har?

Ikke noget tror jeg. Men jeg tror der er mange snobber. Jeg ved ikke helt hvorfor.

Hvordan tror du ­københavnere tænker om jyder?

At vi er nogle bonderøve (griner).

Kunne du godt tænke dig at bo derovre?

Nej, jeg kan ikke så godt lide mange mennesker. Jeg vil hellere have det stille og roligt.

I alt 4 jyder fortæller om København i den trykte udgave af artiklen (KBH nr. 52).

Året var 1993. Jeg var 15 år og til mit første landsdækkende atletikstævne i Århus. Der var sjællændere med, og jeg stod over for mit første møde med ’københavnerne’ som vi fra Frederikshavn kaldte alle fra Sjælland.

Deres opførsel gjorde dybt indtryk på mig. De hånede os nemlig. Det var sikkert for sjov, men vi blev konstant mindet om hvor grimt vi snakkede. Selv om det senere lykkedes mig at få gode sjællandske atletikvenner, var jeg lidt rystet. Jeg følte mig ikke lige så god som dem.

År senere tog jeg og alle de andre jyder på antropologistudiet på Aarhus Universitet revanche over for de to arme københavnere der – ud af et hold på 100 – havde vovet sig til Jylland for at studere. Især den ene fyr, som i dag er en af mine bedste venner, kunne nærmest ikke åbne munden uden af få vrænget efterligninger af hans markante dialekt tilbage i synet.

I dag bor jeg i København, men det gensidige drilleri lever stadig i bedste velgående. Og åbenbart ikke kun mellem mig og mine københavnske venner, men mellem stort set alle jyder og københavnere.

Det har eksiljyden Jakob Vølver, der er ved at skrive en bog om jyders overlevelse i København, i hvert fald oplevet masser af gange.

”Da jeg fortalte en af min onkels ærkekøbenhavnske kolleger om min bog, havde han dette råd til jyder: ’rejs hjem!’ Der er faktisk indfødte københavnere som i ramme alvor mener at jyderne skal forsvinde fra København fordi de kun er ude på at få storbyen til at minde om Herning. Og så er der selvfølgelig en masse der bare driller.”

Chefen? Han er jyde En del af forklaringen skal måske findes i det faktum at det vælter med jyder i hovedstaden. Der er så mange at det er en stående joke, og de fleste er for eksempel enige om at stort set alle københavnske politibetjente er importeret fra Jylland. Men den massive tilstedeværelse resulterer også i et pres på de ’ægte’ københavnere.

”Man siger jo at hvis man vil finde en jyde, skal man bare gå ind i en butik og spørge efter chefen, og der ligger en del mindreværd i det. For københavnere har ikke en chance for at opnå den troværdighed der ligger i at tale jysk. Og det er jo ikke så fedt for københavneren,” vurderer Jakob Vølver.

For turister er det svært at se forskel på jyder og københavnere selv om vi ihærdigt forsøger at demonstrere forskellen på den måde vi for eksempel snakker. Ligheden til trods er der faktisk ikke noget underligt i besættelsen af de små forskelle. Det er nemlig ganske almenmenneskeligt, forklarer Helle Bundgaard der er studieleder ved Antropologi på Københavns Universitet:

”Alle mennesker vil gerne have et tilhørsforhold – være en del af noget større. Det får man ved at bekræfte sin gruppe over for en anden gruppe. Man forstår sig selv i forhold til andre.”

Når man som gruppe markerer sig over for en anden gruppe, udviskes de forskelle der eksisterer internt i gruppen – som for eksempel imellem Nord- og Sønderjylland. Det samme sker for hele Danmark når vi positionerer os i forhold til for eksempel Sverige, eller når Europa positionerer sig over for USA. Hvorvidt vi vælger at markere forskelle, afhænger af konteksten.

Dyr kaf’ og mænd med tørklæder Men vores tilhørsforhold til gruppen er overraskende fleksibelt, forklarer antro­pologen. Hvis københavnerjyden for eksempel del­tager i jydevittighederne, så kan han faktisk blive en del af københavnergruppen.

Det har Jakob Vølver også gjort sig nogle tanker om. Han arbejder på at kategorisere de forskellige typer jyder i København. Den type som bliver fuldt integreret, ’den assimilerede jyde’, lægger netop direkte afstand til sine jyske rødder og gør alt hvad han kan for at være københavner. Det kan fungere fint hvis ens image holder, men hvis man kvajer sig – ved for eksempel at tale med tydelig anstrengt københavnsk dialekt – fremstår man latterlig. Både i København og derhjemme.

På den anden side af spektret er der ’tranlampejyden’ der gør alt hvad han kan for at minde sig selv og sine omgivelser om hvor han kommer fra. Og så er der ’tvangsjyden’ der alene befinder sig i København fordi han er blevet udstationeret.

”Tvangsjyden går rundt og er lidt tvær og synes alt i København er lidt mærkeligt: At kaffen er alt for dyr og at det er for åndssvagt at så mange ’kreative’ mænd går med tørklæder på inden for året rundt.”

Den type jyde, der oftest har det lettest, er sådan nogle som Jakob Vølver selv: ’Den tilpassede jyde’ som tager imod alt det København har at tilbyde uden at fornægte hvor han kommer fra.

”Da jeg kom til København i 1998, satte jeg mig på en bænk på Rådhuspladsen og kiggede på neonskilte og tænkte: ’nu er jeg sgu kommet til storbyen’. Det var fantastisk,” fortæller han og fortsætter:

”Jeg vil tro at min integration tog mellem tre og seks måneder, men for tranlampe-jyden tager det jo en evighed. De vænner sig aldrig til tanken om at bo i København, og det hjælper ikke på integrationen at gå rundt med ’Jyder knepper bedre’-T-shirts. Det er faktisk lidt et mysterium hvad tranlampen overhovedet laver her.”

Integrationspolitik for jyder Tranlamperne ser Manu Sareen, der er medlem af Københavns Borgerrepræsentation og integrationskonsulent, ikke meget til. Han synes de jyske tilflyttere udmærker sig ved at man stort set ikke lægger mærke til dem.

”Vi er sgu glade for dem her i kommunen. Og vi formår at integrere dem rigtigt godt, synes jeg. De bliver hurtigt en del af byen.”

Han oplyser at Københavns Kommune ikke har en decideret jydeintegrationspolitik. Det tager byens egne tilbud sig af. Manu Sareen mener for eksempel at det navnkundige diskotek Absalon på Strøget har stået for indslusningen af en del jyder igennem tiden. I hans øjne slipper jyderne langsomt alle deres gamle tilhørsforhold. Det sidste de dropper er deres tilknytning til de jyske fodboldklubber, og så ser man dem i Parken.

En ting slipper de dog efter hans erfaring aldrig: De bliver ved med at tage ’hjem’ til højtiderne. Manu Sareen synes det er ret fint at de jyske traditioner langt henne ad vejen bliver hjemme i Jylland. ”Traktortræk og markræs hører ikke hjemme på Kløvermarken.”

Café Erling Skal den garvede københavnerpolitiker nævne nogle jyske traditioner der er velkomne i byen, er det den hyggelige jyske dialekt samt den jyske madkultur.

”Man får noget gedigen mad derovre – det må jeg sige. Det er faktisk en jyde der har lært mig at lave persillesovs, og det er jeg enormt glad for. Jeg laver en syg god persillesovs i dag.”

Helt overordnet skal både indfødte københavnere og jyske tilflyttere nu huske på at hovedstaden faktisk kan være ret overvældende, pointerer Jakob Vølver. Han peger eksempelvis på sin egen storebror fra Randers der altid er meget imponeret når han kommer til byen. ’Det går godt nok hurtigt herovre’ som han nærmest ærefrygtigt siger.

I tolerancens navn bør man også huske på at det tager tid for tilflyttere at lære deres nye by at kende. Det gælder for køben­havnere der flytter til Jylland, men i endnu højere grad for jyder der flytter til København fordi der alt andet lige er mere at holde styr på her.

Når du inviterer din gamle jyske ven eller din nye jyske flirt i operaen, kan du derfor hjælpe dem lidt på vej ved at understrege om det er Mærsks opera eller Operaen på Christiania du mener. Og næste gang en nyankommen jyde råber ’hvor ligger Café Erling’, som en af Jakob Vølvers bekendte gjorde det, kan man godt på en pæn måde og uden at drille sige at det altså hedder Gefährlich. Så kan det jo være at københavnerne bliver behandlet tilsvarende pænt når de vover sig til Jylland.

Artiklen er trykt i Magasinet KBH nr. 52. Kun en del af den samlede artikel er gengivet her på siden.