Københavnere er nogle svin
Jo, vi er. Vi smider så voldsomt om os med pizzabakker, burgerkasser og øldåser, at vi et par år tilbage fik den ærgerlige ære som den mest beskidte hovedstad i Norden.
Og situationen er desværre kun blevet værre siden. Vi er faktisk så slemme til at lade vores efterladenskaber ligge og notorisk undgå de til formålet opstillede grønne skraldespande, at det koster over 90 millioner kroner at rydde op efter os hvert år.
Rygeloven hjælper til ved at sende de pulsende ud på gader og stræder, hvor de efterlader deres forsuttede skodder, som således efterhånden udgør 70% af byens skrald.
Men nu skal det være nok. Derfor iværksætter kommunen igen-igen kampagnen "Ren by" til næste år og beder til, at københavnerne denne gang vil tage budskabet til sig.