København i ruiner
Tegneserie tager dommedagsrejse til fremtidens forladte og forfaldne København.
RUINER af Adam O.
48 farvesider,
vejl. pris 129,50 kroner
Kan fås gennem landets boghandlere, seriebutikker og Forlaget Fahrenheit.
Fredag den 1. juli signerer Adam O. eksemplarer i Fantask.
Rådhuspladsen er tilvokset til en tæt, mørk skov med høje træer og glubske ulve, mens byens karakteristiske gule busser er groet til af lianer og edderkoppespind.
Tivolis buede indgangsparti er tæt på at kollapse. Et SAS-fly er styrtet direkte ned i det historiske Hotel Astoria ved Hovedbanegården. Og statuestorkene i Storkespringvandet har fået selskab af et spillevende par.
Nej, vores kønne København er næsten ikke til at genkende i Adam O.’s tegneserie 'Ruiner'.
Ask alene i verden Hovedpersonen Ask er den eneste af Københavns indbyggere der har overlevet katastrofen i 2022: En katastrofe som kan ledes direkte til den stigende overvågning af samfundet.
Han er nu Palle alene i spøgelsesbyen København, og bor i et havareret Mærsk-skib, som ligger til halvvejs inde i ruinerne af Holmens Kirke.
Ask er født i 2011, i slutningen af den såkaldte informationsalder, og har set samfundet og borgerne styre sammen mod enden.
Han går i denimvest og ryger smøger i ét væk, og mens han viser os rundt i den naturinvaderede storby, fortæller han i detaljer om den menneskeskabte katastrofe, som satte en ende for verdens befolkning.
Asks anarkistiske aner Asks skaber Adam O. har ikke helt overraskende rødder i Københavns anarkistiske miljø, og 'Ruiner' har en mildest talt kritisk tone over for det danske samfunds udvikling.
Albummet er hans første, og han står selv bag både tekst og tegninger. Opslagene er flotte, farverige og stemningsfulde, og det giver en anelse myrekryb at se ruinerne af de vante københavneromgivelser – også selv om katastrofen er fri fantasi.