Kan byens beboere skabe bedre by?

Opslaget er en opvarmning til Dansk Arkitektur Centers event MorgenDAC — en ugentlig debatserie, der tager aktuelle emner op om arkitektur og byudvikling over en kop morgenkaffe. Denne gang handler det om borgerinddragelse, og Anne Katrine Harders er vært. Med på scenen er Ane Cortzen, grafisk design-uddannet TV-vært, og Kenneth Horst Hansen, planchef i Økonomiforvaltningen i Københavns Kommune.

»Der er jo altid diskussioner om, hvor højt noget kan blive, og hvordan det kommer til at se ud,« siger Kenneth Horst Hansen til de tilhørende. »Men i virkeligheden er det først, når byggeriet står der, at mange borgere bliver opmærksomme på det. Mange har ikke været opmærksomme på, at der har været borgermøder — at der har været en proces, og at der har været indsigelser til den.«

Københavnersnak

Hvorfor oplever så mange byen som noget, der blot vokser op omkring dem? Og vil der være gevinster ved, at flere involverer sig? 

Der tales meget om ”borgerinddragelse” i disse dage. København vokser med 10.000 mennesker om året, og det stiller store krav til, hvordan vi indretter os i byen, så vi selv og vores børn kan udfolde os og leve et godt liv.

Ikke mindst derfor er nye midler blevet taget i brug for at engagere flere københavnere i byens udvikling. Med projektet #københavnersnak inviterede Københavns Kommune i 2018 københavnerne til at komme med bud på, hvad de mener er vigtigst for byens udvikling frem mod 2031.

Kommunen mødte blandt andet op til folkekøkkener for at tale med de lokale om emner som grøn by og boligtilbud. Og der blev afholdt pop-up events centrale steder i byen, som Dronning Louises Bro og Christianshavns Torv. Her kunne folk helt uformelt komme forbi til en snak med repræsentanter fra kommunen.

»Formålet med Københavnersnak er at få engageret københavnerne bredt via en ny form for, hvordan man laver borgerinddragelse. Det er vigtigt i forhold til, hvilke målgrupper man får i tale,« siger Kenneth Horst Hansen til Magasinet KBH. 

»Det bliver en anden form for dialog, når man møder folk i et folkekøkken, end når man står foran dem som en formel person, og det er nogle andre mennesker, man får i tale. På den måde engagerer vi nogle flere folk i debatten.«

Kommunen oprettede også en "tænketank" med folkelige influencere som Sofie Linde, Ane Cortzen, Abdel Aziz Mahmoud, Mads Nørgaard og Anders Breinholt, som hver især skulle debatere byen med deres mange følgere på de sociale medier. Budskabet om borgerinddragelsen skulle nå bredere ud.

Og initiativet havde en effekt.

Hvor det tidligere gik mange forbi, at der bliver holdt offentlige høringer om byens udvikling, troppede flere nu op og deltog i debatten. I alt var 8.479 københavnere en del af Københavnersnaks aktiviteter, og 6.873 deltog i den offentlige høring om Københavns kommende kommuneplanstrategi ”Verdensby med ansvar” — et dokument der sætter de overordnede rammer for byens udvikling og opdateres med mellemrum. Det var en markant stigning fra 2014, hvor blot 180 københavnere deltog i høringen om den seneste strategi.

»Hvis vi bare meddelte, at der var borgermøde i lokalavisen, ville det formentlig kun være de mest engagerede, der mødte op,« siger Kenneth Horst Hansen. »Dem er vi selvfølgelig altid glade for til vores borgermøder. Men Københavnersnak er en måde at få andre mennesker i tale også — som en helt almindelig børnefamilie i København med lokale interesser.«

Hvilke input kom københavnerne så med til udviklingen af deres by?

»Det vi fandt ud af var, at det tydeligvis er boligmarkedet, der optager københavnerne mest, og at udviklingen i priserne og tilgængelighed skaber frustrationer. Vi blev egentlig ikke overraskede over svaret, for det er meget vanskeligt at komme ind på boligmarkedet. Boligmarkedet er klart en af byens største udfordringer.«

Byens borgerne udtrykte også en stor kærlighed til deres by — og en oprigtig bekymring for, at byens særkender forsvinder med den hastige byudvikling. Men hvor meget betyder københavnernes input egentlig, når kommunens strategier bliver til virkelighed? Nytter det noget, at involvere sig?

Bliver borgerne hørt?

»Med Københavnersnak er det lykkedes kommunen at skabe rammerne for, at borgerne kan blive hørt,« siger Anne Katrine Harders til Magasinet KBH. Men DACs projektleder med den klare holdning til borgermøder mener også, at der skal spilles med åbne kort:

»Kommunen skal passe på ikke at lade borgerne komme i falsk tro om, at deres vilde visioner bliver taget alvorligt eller vil kunne ses direkte i det endelige resultat. Så hellere være ærlig omkring det og få en reel dialog omkring, hvordan vi former vores by.«

»Jeg bor selv i Carlsberg Byen, hvor der er lavet meget borger­inddragelse,« fortsætter hun. »Det er et sted med en unik arv og historie, men alligevel ser man tydeligt, at store dele af området — trods de gode intentioner — bliver en konsekvens af boligmarkedet, vi har i dag. Bohrs tårn er jo ikke ligefrem en borgerfavorit.«

Konklusionerne fra Københavnersnak får indflydelse på Kommuneplan­strategien for 2019. Men garanterer det, at kampagnens visioner og retningslinjer når helt ned i øjenhøjde?

»Byen er et mødested for mange forskellige interesser,« siger Anne Katrine Harders. »De fleste borgere er primært eksperter i problematikker, der berører deres egen hverdag. Politikerne har deres holdninger og dagsordener, og bygherren har sine egne økonomiske interesser. Arkitekterne skal så forsøge at forene interesserne. Så borgerinddragelsen kan rigtig nok stå på papiret, men det ikke altid til at se, at det har haft nogen synderlig effekt.«

Københavnersnak fik flere borgere i tale. Men selvom kommunen har indflydelse på udviklingen af byens offentlige rum, bliver størstedelen af byen bygget i det private. Tilbage på MorgenDAC kommenterer Thea Dam fra Københavns Kommunes problematikken:

»I en kommuneplan, og for så vidt også en lokalplan, er der grænser for, hvor detaljeret vi kan gå som kommune, og hvor lange opskrifter vi kan skrive for et sted. Så må resten af løsningen ligge i det private initiativ i en dialog med dem, der efterspørger. Vi må have en mere kritisk efterspørgsel af dem, der går ud og køber boligerne, så man ikke bare siger: 'Hvorfor gjorde kommunen ikke noget?'. Når der hele tiden har været lagt op til, at det skulle være private byrum, så må man stille krav om at se løsningerne der.«

Thea Dam kommer ikke nærmere ind på, hvordan almindelige boligkøbere — eller andre københavnere, for den sags skyld — skal gå i meningsfuld dialog med ejendomsudviklere. Men til spørgsmålet om det simpelthen bare er for dyre kvadratmeter at skabe f.eks. grønne pladser, svarer hun: 

»Der begynder at komme udviklere, der laver de gode gårdmiljøer og de gode pladser. Der er bare et lack, fordi det er gået så stærkt. Nogen begynder at opdage, at det er sværere at komme af med lejligheder, hvor der ikke er et fedt miljø omkring dem. Det kan man i hvert fald håbe på.«

Udgangspunkt i byens dilemmaer

Udviklingen i København går stærkt, og i øjeblikket foregår en kamp om, hvor der skal bygges nye boliger i byen. Områder, som mange københavnere ser som grønne åndehuller, står for skud.

Da byggeplanerne for Amager Fælled mødte massiv folkelig modstand i 2018, besluttede et flertal i Borgerrepræsentationen at lytte til borgernes ønske om at bevare det grønne område i byen. Men metroen skal finansieres, og en stor del af byggeriet flyttede pludselig til den grønne plet Stejlepladsen i Sydhavnen, tæt ved Sjællandsbroen.

Protesterne mod byggeriet fortsatte på den nye lokalitet. Grundejerne — det 95% kommunalt ejede By & Havn — holdt en række dialogmøder med interessenter og inviterede lokale beboere, foreninger og erhvervsdrivende til et borgermøde om byggerierne, før arkitekt­konkurrencen bliver skudt i gang. Og her viste de lokales indstilling sig:

”Frank Jensen vil ta’ den, det er jo klart. Han tager alt, hvor folk har det rart. Vi kæmper for livet her, vi giver aldrig op. Fiskerhavnens Venner siger nu stop,” sang den store forsamling af beboere, fiskere og andre borgere, der var mødt op for at kæmpe for deres grønne åndehul.

»Til borgermødet var det tydeligt, at en del af de fremmødte var vrede og frustrerede,« siger Kenneth Horst Hansen. »Det var vi ikke overraskede over, og det er ikke sådan, at vi undgår at møde borgerne, selvom vi ved, at de er imod vores byggeplaner. Stejlepladsen ligger i forlængelse af et eksisterende erhvervsområde, og vi har en dialog med lokale virksomheder og grundejere, som ønsker, at området skal udvikles til boligformål. Den modvilje vi møder hos borgerne, skal vi så holde op imod, at der er behov for mange nye boliger i København.«

Og netop konflikten mellem forskellige interesser er måske allermest sigende for de udfordringer, som også borgerinddragelse står over for. For hvad vil hvilke borgere helst have — boliger eller grønne områder? Der er kun den plads, der er, og ofte må man vælge noget fra for at kunne vælge noget til.

»Jeg har stor forståelse for, hvorfor folk vil frede Amager Fælled. Hele sagen er jo et eksempel på, hvor folkets oprør har haft en reel effekt,« siger Anne Katrine Harders.

»Men nu er problemet så rykket videre til Stejlepladsen. Måske kunne man have diskuteret mere — borgere og kommune imellem — hvad konsekvenserne af at droppe byggeriet på Amager Fælled ville være. For er resultatet bedre eller værre end før?«

Bottom-up demokrati?

Kan nye måder at involvere befolkningen på måske løse nogle af de problematikker der opstår, når enkeltsager som Amager Fælled i kortere perioder får lov at oversvømme medierne — både de traditionelle og de sociale?

Københavnersnak mundede ud i flere alternative forslag til, hvordan Københavns borgere kan få mere indflydelse på byens udformning. Bl.a. blev det foreslået at oprette en vidensbank for idéer, borgerpuljer, borgerbudgetter, en borgerinddragelses­­borgmester og et indflydelses­barometer, så folk kan se, hvad de har bidraget til. 

Mange af idéerne er inspireret af udenlandske modeller for borger­inddragelse, der ofte bruger nye teknologiske muligheder til at få lokaldemokratiet til at spire.

I Reykjavik i Island samler det online idéforum Betri Reykjavik borgernes forslag til byens udvikling og sender hver hver måned de fem idéer med flest stemmer videre til relevante politiske udvalg. I Schweiz har man direkte borgerdemokrati og har brugt folkeafstemninger intensivt i mere end 100 år. Herhjemme bruger Odense Kommune ”borgerbudgetter”, som giver borgerne indflydelse på, hvordan dele af de offentlige midler anvendes.

Det danske demokrati er hovedsageligt repræsentativt, men elektronisk kommunikation og sociale medier giver nye muligheder for at skabe bottom-up borgerinddragelse.

Magasinet KBHs initiativ til smartphone-app’en Civitist giver brugerne mulighed for at anmelde den eksisterende by — ud over at komme med idéer og ønsker til byens rum, som via en række signaler kan kvalificeres direkte i appen. Systemet indeholder også en kanal for, at f.eks. private udviklere og kommuner kan afholde vejledende afstemninger. 

Appen eksisterer ikke endnu, men en Kickstarter-kampagne i januar rejste 42.000 kroner til udviklingsarbejdet. Det var ikke nok til at nå målet, men det indikerer en folkelig interesse for at blive hørt, at 230 mennesker var villige til at betale for det, og Magasinet KBH taler i øjeblikket med flere af landets kommuner om etablering af partnerskaber.

Har vi brug for nye elektroniske former for bottom-up borgerinddragelse i København?

»Det er jo ikke borgernes idérigdom, der fejler noget,« siger Anne Katrine Harders. »Men hvis deres ønsker skal have en effekt, er det vigtigt, at det ikke flyder over med for mange idéer på én gang. Det nytter ikke bare ud af det blå at foreslå en jungle på Rådhuspladsen. Her kunne det f.eks. være bedre, hvis man kunne gå ind og stemme om mere konkrete spørgsmål i lokalområdet og få mere direkte og substantiel feedback end visionerne alene.«

Stadig i lommerne på bygherrerne

Og måske kan netop nye elektroniske muligheder videreføre de takter for nemmere kommunikation, som Københavnersnak slog an i 2018. De traditionelle metoder har i hvert fald haft svært ved at engagere bredt. 

Som borger i Københavns Kommune har man i adskillige år haft flere muligheder for at engagere sig i byens udvikling. Man kan deltage i borgermøder og offentlige høringer — eller henvende sig til sin bydels lokaludvalg. Men alligevel er det de færreste beboere, der kender til, eller benytter sig af, de demokratiske muligheder, der findes i dag.

Og så er der dem, der møder op til det hele.

Til MorgenDAC rejser flere velkendte medlemmer af lokaludvalg og foreninger sig på skift og argumenterer deres sag. Et medlem af Vesterbro Lokaludvalg konfronterer Kenneth Horst Hansen med, hvorfor det, som københavnerne gerne selv vil have ikke er selve basis for byens lokalplanlægning. En anden borger spørger ind til, om det er i kommunens lange, komplicerede processer at borgerinddragelsen drukner.

»Det er jo tydeligt, at der er nogen personer, kommunen er på fornavn med,« siger Anne Katrine Harders. »Dem, der altid møder op til borgermøderne og kun ser det fra ét perspektiv. Men egentlig skal de jo have ros. Det er jo dem, der er de mest ihærdige, imens så mange andre bare forholder sig passivt.«

Men nytter det så, borgerinddragelsen?

»Kommunen er nok stadig for meget i lommerne på bygherren til, at borgerne skal forvente at alle deres ønsker og protester bliver hørt. Men Københavnersnak er forhåbentligvis et tegn på, at der er kommet fokus på, om borgerne bakker op om det, vi bygger i vores byer. Det giver jo ikke mening at skabe steder, hvor borgerne ikke kan lide at være. Og borgerne er og bliver de største eksperter i det, der rører sig i øjenhøjde.«

Har dialogen mellem borgere og kommune en betydning i sig selv?

»Noget Københavnersnak virkelig er lykkedes med er, at det tog udgangspunkt i dilemmaer i byudviklingen. For eksempel at Københavnerne efterspørger grønne arealer de steder i byen, der ikke er bygget til endnu,« siger Anne Katrine Harders. »Hvis man kun ser tingene fra ét perspektiv og diskuterer det med ligesindede, havner man i et ekkokammer.«

Harders mener, at netop i mødet mellem forskellige målsætninger får man syn for, at der skal skabes en balance mellem særinteresser og hvad mennesker har behov for i det store perspektiv.  

»En positiv effekt af Københavnersnak er, at flere borgere og politikere i højere grad bliver eksponeret for andre med forskellige meninger end dem selv, og på den måde får et større perspektiv på, hvad fællesskabet egentlig har brug for. Det handler om at kunne skelne imellem lokale egeninteresser og fællesskabets gode.«

Og Harders har tydeligvis ikke givet helt op på borgermødets vegne:

»Uanset hvad er det sundt, at borgerne bliver klædt på til at vide, hvad konsekvensen er af de ønsker og idéer, de så ihærdigt forsvarer. Og så lykkes det forhåbentligvis at få endnu flere mennesker op af stolene og af sted til borgermøder. Selvom der er mange interesser i spil, er deltagelse og dialog helt klart vejen frem. Det er i hvert fald bedre end alternativet.«

Københavns Kommune er i øjeblikket i færd med at udvikle en formåls­beskrivelse for nye metoder til en mere mangfoldig københavner­inddragelse. Forslaget bliver politisk behandlet 23. August 2019.