Jacobsen, Wegner ... og GamFratesi?
Nyt design fra en måske kommende klassikerfabrik
Chameleon Chair
Fås i flere farver
Pris: 4.442,-
Illums Bolighus, Amagertorv 10, Kbh K
Der bliver gerne peget på duoen GamFratesi når designkyndige skal spå hvem der bliver vor tids Arne Jacobsen eller Hans Wegner. Og designteamet der består af danske Stine Gam og italienske Enrico Fratesi har da efterhånden også modtaget så mange priser og anerkendelser for deres møbler at kaminen i privaten efterhånden må være trængt.
Nyeste bud på en klassiker fra duoen der også krydser klinger privat er stolen Chameleon som producenten Erik Jørgensen netop har præsenteret på møbelmessen i Stockholm.
Som ofte med GamFratesis møbler er det nytænkning af et som udgangspunkt ret klassisk design der har ledt parret på sporet af et nyt møbel.
”Stolen her følger en ret traditionel konstruktion, men den bliver forstyrret af den løse polstrede rygpude. Det bringer ligesom stolen ud af balance,” siger designer Stine Gam.
Også prioriteringen af at polstre ryggen frem for som traditionelt sædet, er en af de ting der lige tvister stolen en anelse fra sine artsfæller, forklarer Stine Gam.
Parret, der ofte bliver rost for deres evne til at kombinere den enkle danske designtradition med den mere højtråbende italienske, udstiller fra marts måned på kunstmuseet Trapholt, og du skal nok forvente at se en del mere til dem fremover.