Nørrebro-højhus i modvind
Den københavnske tradition for højhus-protester rammer Ydre Nørrebros planer om et 100-meters studentertårn.
En bil ligger smadret i rust, græsstråene står i asfaltens revner, og grå betonfirkanter skygger for gruset. Enhver storby har decay, aflagte områder i forfald, hvor byvandrere, men også byggelystne arkitekter kan gå på opdagelse. Som nu den øde, tidligere DSB godsekspedition mellem Mjølnerparken og Nørrebro Station, der er udset til højhus-projektet Uptown Nørrebro.
Uptown Nørrebro
Borgmestervangen, Kbh N
Et ungdomsbolig-kompleks med i alt syv punkthuse – her af ét på 29 etager og 96 meter.
De 500 studieboliger til 700 beboere vil udgøre 29.585 m² og dertil skal byggeriet indeholde 6.000 m² parkering.
Tegnet af Arkitema Architects og med Danica Pension som bygherre.
Forventes færdig i 2017, hvis Københavns Kommune godkender projektet i 2015.
Langs Borgmestervangen skal her rejse sig et helt ungdomsbolig-kompleks, ført an af et 29-etagers tårn med byens højeste frit tilgængelige udsigtspost på toppen – næsten hundrede meter oppe. Tårnet skal have fem mindre søskende på seks til syv etager og et dertilhørende hjørnehus. I alt vil det give 510 lejligheder, beboet af omkring 700 forskere og studerende.
Det 96 meter høje højhus vil give Ydre Nørrebro noget af et sigtepunkt og aflaste manglen på ungdomsboliger i en hovedstad, der vokser med 1.000 indbyggere om måneden. Men traditionen tro mødes høje huse i København også med høje protester, og denne gang stiller Nørrebro Lokaludvalg sig i spidsen med et klart ”Nej tak!”
For mange unge
Københavns Kommune har sendt Uptown Nørrebro-planen i offentlig høring over sommeren, og det er “helt uhørt at det foreslås at der bygges så højt på området”, skriver Nørrebro Lokaludvalg i sit høringssvar. Men højden er ikke det største problem, uddyber formand Mogens 'Mugge' Petersen overfor Magasinet KBH:
»Nogle i udvalget er oprørte over højhuset, men det helt store problen er de 500 ungdomsboliger inden for 500 meter. Vi er ved at få en skæv aldersfordeling, hvor der nærmest kun bor unge. Det har vi slet ikke faciliteterne til. Vi har dårligt plads til vores egne børn. På sports- og fritidsområdet er vi kraftigt bagud.«
Nørrebro Lokaludvalg frygter så meget for en skæv beboersammensætning i kvarteret, at udvalget bakker op om en Facebook-protestside og underskriftsindsamling mod højhuset. I følge Mogens 'Mugge' Petersen var grusgrunden tiltænkt som en grøn kile, og derfor ville en svømmehal eller anden aktivitet for unge være mere oplagt i et i forvejen meget tæt bebygget område, der bliver et af Københavns tungeste trafikale knudepunkter, når metroen kommer til Nørrebro Station i 2019.
Højhus-specialister tegner
Bag byggeriet til godt 1 mia. kroner står Danica Pension, som har lagt udformningen i hænderne på Arkitema Architects. Tegnestuen er ved at være københavnske højhus-specialister med de tre runde boligtårne ved Havnevigen på Islands Brygge og tre af de firkantede ved Amager Strandpark, foruden et kommende 86-meters højhus på Faste Batteri ved Njalsgade.
Uptown Nørrebro vil fra Borgmestervangen fremstå som en sammenhængene karré, fordi de syv bygninger har en fælles base med butikker i stueetagerne og en cafe med muligheder for fællesspisninger og andre arrangementer. Indenfor skal de mange studieboliger indrettes som både kollegiegange med fællesfaciliteter og som (dele)lejligheder på op til fire værelser.
Hvis Borgerrepræsentationen i Københavns Kommune, trods de lokale protester, giver projektet sin endelige velsignelse senere i 2015, vil Danica Pension gå i gruset i 2016 og satse på at studentertårnet står rejst i 2017.