pixel

Det grimmeste hus på H.C. Ørsteds Vej er ikke til at kende

Ansigtsløft på det indre Frederiksberg er også en støjskærm og et alternativt altanprojekt.

HC-orstedvej-25

Midt på H.C. Ørsteds Vej åbnede byens nyeste Netto forleden. Men det er de halvt hundrede små karnapper, der stritter ud fra facaden over butikken, der er den store forandring i gadebilledet.

Nr. 25-27 plejede nemlig at være gadens enlige betonblok, som oven i købet havde en tankstation i underetagen og dermed på alle måder skilte sig ud fra sine herskabelige omgivelser på det pæne Frederiksberg C.

Om kvarterets grimme ælling så nu er blevet en smuk svane, er stadig et spørgsmål om smag:

Men den grå og monotone husfacade har i hvert fald fået mere variation og personlighed, efter at de aflange og næsten etagehøje betonelementer, der afskærmede den udvendige svalegang, er blevet erstattet med en forskudt inddækning i sort stål, foldeglas og brune trælameller.

Selvom bygningen ikke er til at kende, er det inde under ansigtsløftet den samme syv-etagers boligejendom fra 1968 som før.

Beboerne har også stadig svalegang foran deres fordøre ind til lejlighederne, men nu er gangen altså kommet indendørs, gjort bredere og blevet indrettet til at opholde sig på som en lang fælles for-terrasse på hver etage.

Skruer ned med en faktor 12

Forvandlingen på H.C. Ørsteds Vej er designet af Tegnestuen Lokal, der har forskudt karnapperne, så beboerne får en slags ekstra altan mod gaden foran hver deres lejlighed – de har i forvejen "rigtige", mere private, og i øvrigt også inddækkede altaner på gårdsiden.

På taget af hvert karnap-udspring vil de indbyggede plantekasser med små, grønne bede ad åre sørge for yderligere farve på fronten, og så kan foldeglasset skydes til side, så man på de gode sommerdage kan få gadestemningen helt op til døren.

Resten af året giver glasset læ, og så fungerer det ikke mindst som en støjskærm mod en af Frederiksbergs mest trafikerede veje. I sit udgangspunkt er facade-fornyelsen nemlig en hårdt tiltrængt lydisolering, der i tilgift skaber de nye opholdsrum for beboerne og en smuksering for naboerne.

Når det ellers er lukket til, mindsker foldeglasset således støjen med 12 dB – det svarer til en reduktion i lydenergien med en faktor 12.

Fremtidens Netto i gadeplan

Salling Group har mere end en finger med i ansigtsløftet med integreret lyddæmpning, for projektet har været udslagsgivende for, at ejerforeningen på H.C. Ørsteds Vej 25-27 er gået med til at få et supermarked som underbo.

Bygningen står stadig let tilbagetrukket på grunden efter skiftet fra benzin til dagligvarer. Men hvor hovedparten af stueetagen før var åben, så man kunne køre ind under søjlerne og tanke op, strækker Netto sig nu i næsten hele husets længde bag skiftevis store ruder og en skalmur med teglsten i varierende brune nuancer.

Udtrykket er mere afdæmpet end normalt for en Netto, for eksempel er den gængse discountgule foliering i vinduerne begrænset til tal og bogstaver, der danner slogans og åbningstider.

Også indenfor adskiller butikkens 750 kvadratmeter store salgsareal sig fra den velkendte Netto-oplevelse, for fillialen er en forsmag på kædens opdaterede koncept med nye farver, nyt inventar og ny indretning omkring en markant større frugt- og grøntafdeling.

Efter planen renoveres alle landets Netto-butikker til at blive som på H.C. Ørsteds Vej i løbet af de næste fem år. Men ét trumfkort vil den tidligere tankstation stadig have over de fleste andre storby-Netto'er: Gratis kundeparkering med 40 p-pladser i kælderen, hvor der før var vaskehal og værksted.

Få adgang som medlem eller abonnent

Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.

Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.

Mest læste

relaterede
artikler

relaterede
visioner

seneste
byens rum

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling