Nørrebros badekar vender tilbage

Måske har du engang gået, hvor Sjællandsgade og Guldbergsgade mødes, forbi Guldberg Skole og Simeonskirken, og lagt mærke til de duggede ruder i bygningen mellem dem.

Måske hørte du vandplasken og stemmer fra sprækkerne: To hjemløse der talte om dagens salg af aviser, en ældre dame der talte om gårdsdagens blæsevejr, to yngre fyre der væddede om resultatet af aftenens fodboldkamp, eller en mand der sang noget fra en tyrkisk sang, mens bruseren sprøjtede.

I dag er ruderne ikke længere duggede, og bygningen summer ikke længere af mangfoldighed, men er blevet helt stille. Den gode nyhed er, at om ikke så længe vil der være liv og glade dage i Sjællandsgade Bad igen.

Alle er ens for Gud og bademester

I november 2010 lukkede politikerne i Københavns Kommune ellers af økonomiske årsager byens sidste og hundrede år gamle kommunale badeanstalt. Men efter lukningen stiftede en gruppe af badets tidligere brugere og ansatte Foreningen Sjællandsgade Bad. De ville have Nørrebros badekar tilbage. ”Nu mister jeg min danske familie,” sagde en bruger med tyrkiske rødder til foreningens formand, dengang badet lukkede.

”Stedet var noget helt særligt. Her var plads til alle: Studerende, ældre, hjemløse, sindslidende og børnefamilier,” forklarer formand Mette Mikkelsen. Sjællandsgade Bad var for dem uden bad, eller dem der er så svækkede, at de ikke kan bruge det, de har. Eller dem der bare gerne vil nyde saunaen, et karbad eller den særlige akustik, når der blev spillet små koncerter i badet.

”Udover at være et bad, var det også et værested, hvor et fællesskab blev skabt på tværs af kulturer, alder og social status,” fortæller Mette Mikkelsen. For Gud og bademesteren er alle ens, som den gamle bademester sagde.

Fredning og redning

Og i 2013 kommer skummet altså igen til at sprøjte, snakken kommer igen til at gå, og musikken kommer igen til at lyde i Nørrebros badekar. I maj 2012 lykkedes det med hjælp fra Landsforeningen for bygnings- og landskabsarkitektur at få bygningen fredet af Kulturstyrelsen.

”Det var et kæmpe skridt mod at få badet genåbnet. Det betyder, at bygningen ikke må rives ned eller ombygges,” forklarer Gunvor Auken, der er frivillig konsulent for foreningen. Næste skridt var at få politikkerne i Københavns Kommune overbevist om, at der er brug for Sjællandsgade Bad, og det gjorde foreningen ved at komme op med en ny model for stedet.

Den går ud på at gøre Sjællandsgade Bad til en socialøkonomisk virksomhed drevet af enkelte ansatte og en masse frivillige. Derfor har foreningen indgået partnerskab med den nørrebroske sociale institution Askovgården og BRF kredit, som vil bidrage med rådgivning om drift og organisering af stedet. Foreningen søger sammen med de to partnere om fondsmidler til renovering af bygningen.

Badekultur med romersk inspiration

”Det skal både være et offentligt bad, men også et sted hvor der i samarbejde med institutioner og foreninger i lokalområdet bliver arrangeret kulturelle, sociale, integrationsfremmende og sundhedsmæssige aktiviteter. Det skal være et badekulturhus”, fortæller Gunvor Auken.

Inspirationen er fra de romerske badehuse, som var knudepunkt for det sociale og sundhedsmæssige liv, og når badet åbner, vil programmet byde på fodbadskoncerter, aftenarrangementer med tyrkisk badkultur, debatmøder, filmfremvisninger og aromaterapi-behandlinger i saunaen.

Indtægterne skal primært findes ved at tage entré for de kulturelle tilbud og udlejning af faciliteterne. Der er dog brug for at kommunen stiller bygningen til rådighed og betaler for varme og el, og det er kommunen nu gået med til.

Nostalgi og lighed tilbage

Foreningen Sjællandsgade Bad har fået stor opbakning fra lokalmiljøet på Nørrebro. Ifølge Gunvor Auken skyldes det, at badet både er et stykke kulturhistorie, hvor mange påskønner den nostalgi, som det oprindelige inventar bidrager til, og at badet har dækket behov som ældrepleje, integration, sundhed og socialt værested.

De første kommunale badeanstalter i København blev opført i begyndelsen af 1900-tallet, Sjællandsgade Bad i 1917. Dengang var der ringe bademuligheder for den københavnske arbejderbefolkning, og badeanstalterne var led i en politisk plan om at forbedre den almene sundhed.

”Det var ikke et eksklusivt sted, og det vil det heller ikke blive, når det åbner igen. Stedets bærende funktion har altid været at undgå øget ulighed i sundheden,” understreger Gunvor Auken.

Som den gamle bademester også sagde: Badeanstalten er for dem, som velstanden gik forbi.