Fluffy fredssymbol i havnevandet
En flydende sky i Nordhavn skal være københavnsk vartegn for fred i verden.
The Cloud
3.000 m2 kulturbyggeri i vandet ud for Redmolen i Nordhavn.
Tegnet af Svendborg Architects og Junya Ishigami.
Opføres af det private initiativ HOPE - House of Peace.
En kridhvid bebyggelse formet som en lille blød sky, der flyder i havnebassinet ud for det nye Nordhavns første genudviklede mole, Århusgadekvarteret. Det er visionen for det fredens hus, som en idealistisk gruppe af lokale erhvervs- og kultur-personligheder vil skænke København.
Cumulus-inspirerede The Cloud skal på samme tid være en bygning, en skulptur og et fredssymbol. Et spektakulært og centralt placeret vartegn ved Redmolen, der kan ses fra alle knudepunkter i Århusgadekvarteret, og som udgør en tematisk indsejling til byen i selskab med FN-byen lige overfor på Marmormolen.
Det skal være et stykke arkitektur for verdensfreden, der også indvendigt indgyder fredfyldte følelser om samhørighed, lyder den ambitiøse målsætning.
Arkitektur for fred
Den fredselskende kreds bag initiativet tæller blandt andre arkitekt med mere Morten Langebæk, balletmester Alexander Kølpin og musiker Kasper Winding. Gruppen mener, at København mangler et sted, der tager afsæt i visionen om, at kunst og arkitektur kan spille en betydningsfuld rolle i arbejdet for fred, og har til formålet stiftet den private fond HOPE - House of Peace.
Efter en arkitektkonkurrence har HOPE nu udvalgt The Cloud som den konkrete udformning af de store tanker. Det poetiske forslag er skabt i et københavnsk/japansk samarbejde mellem Svendborg Architects og Junya Ishigami.
Den bølgende konstruktion skal udføres i glat hvid beton og glas både over og under vandoverfladen. I det indre skal de organiske former spille sammen med vandet og dets bevægelser og refleksioner, så der opstår et fredfyldt og fascinerende rum, der indbyder til personlig refleksion.
Pengene mangler
Lokalplanen for Århusgadekvarteret giver mulighed for et mindre kulturbyggeri i havnebassinet, og selskabet By & Havn, der udvikler det nye Nordhavn, er helt med på idéen om skyen, hvis den viser sig realistisk at gennemføre.
Om Nordhavns kunstige freds-ø bliver til noget, afhænger derfor nu af, om HOPE kan rejse de anslåede 185 millioner kroner, der vil koste at bygge og drive The Cloud.