Film skal ses i Field's
1.500 bløde sæder i Ørestad sætter Kbh S tilbage på biograf-bykortet.
Biograf i Field's
8.000 m2 tilbygning til storcenteret Field's på Ørestad Boulevard, Kbh S.
Skal lægge vægge til et biografkompleks med 9 sale (5.000 m2), medieundervisnings-faciliteter til Ørestad Gymnasium samt enkelte butikker og cafeer.
Bygningen af tegnet af C.F. Møller og biografen skal drives af Nordisk Film Biografer.
Forventet åbning sommeren 2015.
Det Amager, der har københavnsk postnummer, har ikke haft en rigtig biograf siden Amager Bio slukkede fremviseren for sidste gang i 1986. Nu brydes de næsten 30 års filmtørke med et stort biografkompleks i storcenteret Field's.
Fra sommeren 2015 skal amagerkanere ikke længere helt ud til Kastrup Bio eller Dragør Bio for at få en filmoplevelse på egen ø. Gravemaskinerne gik i sidste uge i jorden, så en ny tilbygning til shoppingmastodonten i Ørestad snart kan byde indenfor i 9 sale med i alt 1.500 komfortable stole.
Målt på antal sæder klemmer biografen i Field's sig ind foran Imperial (1.002 pladser) og bliver det tredjestørste filmtilbud i København, efter Cinemaxx (3.000 pladser i 10 sale) og Palads (2.300 pladser i 17 sale).
Imperiet udvider
Biografcenteret skal drives af Nordisk Film Biografer, der i forvejen er byens og landets største biografkæde med 6 mio. gæster årligt i sine 18 biografer.
Udbygningen placeres ved hovedindgangen til Field's, lige overfor metrostationen, og bliver integreret med det eksisterende storcenter, men med et mere åbent udtryk og åbne glasfacader ud mod Ørestads Boulevard.
Biografen er tegnet af arkitektvirksomheden C. F. Møller, ligesom den gammelkendte del af Field's. C. F. Møller står i 2015 også bag Maersk Bygningen, Panum Instituttets udvidelse, der bliver Indre Nørrebros første højhus.
Deler med gymnasieelever
115.000 kvadratmeter store Field's åbnede i 2004 som Skandinaviens største shoppingcenter, men er siden overgået af Emporia i Malmø. Det kommer de tilføjede 8.000 kvadratmeter ikke til at ændre på, selvom der også bliver plads til flere butikker og et medielab til Ørestad Gymnasium.
Mediegymnasiet ligger hundrede meter længere inde af Ørestads Boulevard, og har siden sin åbning været regionens mest søgte. For at få bedre plads på selve skolen bliver det nye eksterne medielab indrettet med permanente tv-studier og plads til medieproduktion og almindelig undervisning.