pixel

Panorama på søjler ved Femøren

Søvnigt Amagerhjørne genopfindes med ungdomsboliger og hotel med udsigt til fort og hav.

gangbro hotel femøren

Du suser lige forbi dem i metroen, hver gang du skal i lufthavnen, men der er ikke noget at sige til, hvis du aldrig har lagt mærke til de fire gule murstensgavle.

For langs metrovolden ved Femøren Station ligger fire lave erhvervsbygninger undseelige og tomme hen på rad og række, omgivet af hegn og tætte hække, der lukker området helt af mellem Jorisvej, Engvej og Hedegaardsvej.

Men i løbet af foråret går en transformation af det søvnige Amagerhjørne på kommunegrænsen til Tårnby i gang, så det i fremtiden næppe vil undgå at falde i øjnene på forbifarten.

De udtjente længer skal ombygges og udbygges, så de kan genbruges til et kombineret hotel- og ungdomsboligkompleks, der også indeholder både supermarked, fitnesscenter, caféliv og en daginstitution.

Og ved udgangen af 2020 hviler der på de fire gavle mod metroen en ny spektakulær forbindelsesbygning i 3. sals højde og fungerer som panoramabro med udsigt til fortidsmindet Kastrup Fort, parken Femøren og Øresund.

Udsigtstilbygningen vil krage ud over og blive båret af slanke søjler placeret i et nyt byrum, der åbent og inviterende skal trække turister, studerende og naboer ind mellem bygningerne med gangbroen svævende over sig.

Metal og puds

Med den tværgående panoramabro og en punktvis udvidelse af bygningerne med en eksta etage og tagterasser, når komplekset op på godt 24.000 etagemeter – ungdomsboligerne står for omkring halvdelen, mens hotellet nøjes med en stor tredjedel.

Til gengæld placeres de ca. 400 hotelværelser i den østlige ende af længerne tættest metroen, så gangbroen bliver en integreret forbindelse mellem fire hotelfløje med blandt andet udsigtslounges. Add-on-broen skal beklædes med metal og have markante vinduespartier, så den fremstår i kontrast til de nye pudsede facader på de genanvendte bygninger.

De ca. 350 ungdomsboliger i vest-enderne får foruden tagterasser også grønt indrettede arealer ved gavlene og rundt langs kanten af bygningerne.

Bag projektet, et metrostop fra Scanport og to fra lufthavnen, står ejendomsudviklerne Gefion Group med en investering på over en halv milliard kroner.

Stregerne er slået af AI Arkitekter, der roligt kan kalde sig københavnske eksperter i at genbruge bygninger til hotelformål. Tidligere har de blandt andet været med til at transformere Daells Varehus til Hotel Skt. Petri og det gamle konservatorium i Niels Brock Gade til Nobis Hotel, foruden stået for totalrenoveringerne af gamle kæmper som d'Angleterre og Hotel Sanders i Tordenskjoldsgade.

Få adgang som medlem eller abonnent

Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.

Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.

Mest læste

relaterede
artikler

relaterede
visioner

tegnestuevision
København
Byens parkeringspladser udnyttet til midlertidige studieboliger – uden at fjerne bilerne.

seneste
byens rum

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling