Forvandlingen fortsætter: Nyt boligområde på industrigrund ved Nørrebro Station
Farvel til autoværkstedet, grossisten og vognmanden. Goddag til hotel og boliger på Drejervej i Nordvest.
København er under voldsom forandring. Stort set samtlige bydele har i de seneste år fået føjet nye bygningssilhuetter til skylinen, og flokkene af knejsende byggekraner vidner om, at endnu mere er på vej.
Og forandringerne er ikke kun fysiske — de er også mere fundamentale.
Som opmærksomme læsere af Magasinet KBH vil have opdaget, er det ikke kun i Nordhavn og Carlsbergbyen, at tidligere industriområder må vige pladsen for nye boligkvarterer og kontorbygninger. Det sker overalt i byen — fra Amager og Sydhavnen til Valby og Brønshøj. Industrien rykker ud af byen, mens hoteller, kontorarbejdspladser og boliger til de mange nye københavnere rykker ind.
Således også i Nordvestkvarteret, hvor ejeren af en stribe sammenhængende erhvervsgrunde tæt ved Nørrebro Station og højhuset Nordbro har planer om at opføre i alt 7.400 m2 boliger, en dagligvarebutik og et 5.900 m2 stort hotel.
Nybyggeri i tre klumper
I karréen på hjørnet af Lygten og Drejervej — over for Nørrebro Bycenter — hvor der i dag er en parkeringsplads og en VVS-grossist — skal der opføres en 1.400 m2 dagligvarebutik med boliger ovenpå.
Byggeriet bliver i op til seks etager, og det opdeles fra anden etage og opad, så det fremstår som tre separate bygninger. Cirka 1.850 m2 af boligarealet vil blive indrettet som ungdomsboliger.
Arkitektonisk mangfoldighed
Det planlagte hotel med hotellejligheder og café eller restaurant skal opføres som tre separate bygninger i tre til seks etager på adressen Drejervej 4, der i dag huser et autoværksted.
Projektets sidste og største boligbyggeri med et etageareal på 4.400 m2 placeres på Drejervej 8-10, hvor der i dag blandt andet er en taxacentral. Også denne del af byggeriet bliver på mellem tre og seks etager og kommer til at bestå af en stor boligblok ud mod Drejervej og et mindre baghus.
Byggeriet ud mod Lygten er tegnet af Vilhelm Lauritzen Arkitekter, mens KANT og BOGL står bag hotellet og boligejendomme længere nede ad Drejervej.
Arkitekturen skal forsøge at afspejle områdets meget forskelligeartede byggestile fra mange forskellige perioder. Bygningerne vil primært få facader beklædt med tegl og et gennemgående element vil blive høje stueetager med store vinduespartier.
Områdets fortid som industriområde vil dog ikke blive udvisket helt af det planlagte byggeri. Den lokalplan for området, der er blevet udarbejdet for at muliggøre byggeriet, fastlægger samtidig, at to ejendomme fra omkring 1880 og 1900 er bevaringsværdig kulturarv der ikke må rives ned.
Lokalplanen vil blive behandlet af Københavns Kommunes Teknik- og Miljøudvalg på et snarligt møde. Bliver den godkendt her, vil den komme i offentlig høring kort efter.
Få adgang som medlem eller abonnent
Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.
Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.
Allerede medlem? Log ind her!