Bybilleder på fotofestival
København skaber for sjette gang rammerne, når fotografiet hyldes under Copenhagen Photo Festival – fra 4. til 14. juni på gallerier, museer, cafeer, offentlige pladser og finurlige udstillingsspots over hele byen.
København og københavnerliv er også at finde på selve de udstillede fotografier. For eksempel kan du på kunstgalleriet Grillen på Ahornsgade se 'Bag åbne døre' – et fotoprojekt, hvor kameraet er overladt til 11 lokale, der med deres personlige hverdagsbilleder tager dig med bag facaden i den nye stormoské i Nordvest. På Den lille gule kaffebar i Mikkel Bryggers Gade udstilles et udvalg af prisvindende Kim Ahms københavnske bybilleder, og i Photo Marathon Denmark kan du selv se din by på en hel ny måde ved at deltage i den løbende fotokonkurrence.
Programmet indeholder ikke blot mere end 50 udstillinger for øjet men giver også rig mulighed for at opleve workshops, artisttalks, ferniseringer, podcasts, auktioner og filmoplevelser under den 10 dage lange festival, der har hovedkvarter i Photo City i Carlsberg Byen.
Copenhagen Photo Festival4.-14. juni i hele byen Find hele programmet her