Stjerneporten har fået en stjerneprydet nabo
Nyt kontorhus på ølbyens centrale plads vinker til det historiske Carlsberg.
Siden 1883 har en gylden, tolvtakket stjerne siddet øverst på en støbejernsbue mellem to granitsøjler og markeret indgangen til Gamle Carlsberg.
I årtierne der fulgte, blev Gamle Carlsberg og Ny Carlsberg lagt sammen, og bryggeriet voksede videre op og ned og hen ad Valby Bakke, så der blev brug for andre adgangsveje. Men Stjerneporten bestod, og nu er den blandt de bevarede industrihistoriske landmærker inde blandt alle områdets store byggefelter til nye erhvervsdomiciler og himmelhøje boligtårne.
Lige ved siden af den gamle port er den nyopførte kontorbygning Christen Hus kommet til, og det er en indflytter, der permanent letter på hatten for sin 135 år ældre nabo:
Stjernen med de tolv takker er nemlig præget ind som et mønster i alle de brede, gyldne vinduesrammer på det op til fem etager høje kontorhus.
Det guldfarvede aluminium på den naturstensbeklædte facade er også en hilsen til den ligeledes fredede nabo til den anden side, kendt som Slottet, der har fået nyt liv som designhotellet Ottilia bag sine store gyldne skjolde.
Som en tredje længe på det to-længede hotel er Christen Hus med til at indramme Bryggernes Plads – også kaldet Carlsberg Byens rådhusplads, fordi den er udset til at blive det, med tiden, mest centrale og levende byrum i øl-kvarteret.
First movers
Hele den asymetriske stueetage i Christen Hus er en transparent butiksfacade med gyldne "søjler" under en udkraget baldakin, der markerer overgangen mellem basen og kontoretagerne.
Mens det store cafélejemål endnu står tomt, har modedesigneren og first moveren Henrik Vibskov indrettet butik, eller rettere boutique, i huset. Foruden Vibskov er blandt andet også Ecco, et advokat-kontor, et par marketingsbureauer og Billetlugens skandinaviske hovedkontor flyttet ind med udsigt til Bryggernes Plads og med en fælles tagterrasse.
De samlet næsten 4.000 etagemeter er formgivet af C.F. Møller Architects for udviklingsselskabet Carlsberg Byen.
C.F. Møller sætter også sit præg på transformationen af bryggerigrunden med det nybyggede Carlsberg-hovedkvarter, hvor koncernen flytter ind i foråret, og med to af de lavere af i alt ni øltårne med boliger: Tuxens Tårn og Grønlunds Tårn, begge på 50 meter.
Den første brygger
Christen udtales "Chresten", for huset er opkaldt efter brygger Christen Jacobsen, der var far til Carlsberg-grundlægger J.C. Jacobsen og farfar til arvtageren Carl Jacobsen.
Den tolvtakkede stjerne blev varemærke for Gamle Carlsberg, som J.C. Jacobsen omdøbte sin øl-virksomhed for at adskille sig fra sønnens konkurrerende Ny Carlsberg.
Stjerneporten sad oprindeligt sammen med ligeledes bevarede Kridttårnet med tilhørende portnerbolig og en glaslanterne på toppen. Hovedindgangen i historicistisk stil blev bygget samtidig med, at Gamle Carlsberg indførte elektrisk lys – en sjældenhed i København i starten af 1880'erne, som fyrtårnet oppe på høje Valby Bakke sørgede for, at ingen overså.
Få adgang som medlem eller abonnent
Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.
Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.
Allerede medlem? Log ind her!