Parksmutvej bag om Panum
Københavns længste gangbro zigzagger nu gennem et landskab inspireret af blomsterenge og vilde skove ved Mærsk Tårnets fod.
Både skove og enge er helt nyplantede. Valmuerne vajer i vinden, og nogle af træerne er så spinkle, at de ser ud til at kunne knække.
»Tre år; så er der rigtigt fut i beplantningen,« lover landskabsarkitekt Morten Leicht Jeppsen fra SLA og ser glad ud over det spæde, nye landskab omkring Mærsk Tårnet.
Campusparken var ikke helt færdig, da den 75 meter høje og kobberklædte udbygning af Panum åbnede i starten af året som nyt forskningsmiljø i 15 etager for universitetets sundhedsvidenskabelige fakultet (SUND). Men med sensommerindvielsen af SUND Naturpark kan SLA endelig vise rundt i forskerlandsbyen på højkants passende landskabelige omgivelser.
Her skal det meget varierede planteliv med både humlebøg og sumpcypres stimulere de danske og internationale forskere og studerende – og enhver anden københavner, der får lyst til at krydse igennem mellem Blegdamsvej og Nørre Allé på den offentlige rampe, som svæver gennem luften langs Mærsk Tårnet i anden sals højde.
Omveje, genveje og smutveje
Hvis man har kondien og koordinationen, må man faktisk gerne cykle op på den nye, zigzaggende smutvej, fortæller Morten Leicht Jeppsen.
Ellers er det nok mest fodgængere med trang til det naturskønne, der vil begive sig op på den vindomsuste, over 300 meter lange rampe gennem det grønne. Byens længste gangbro har et gelænder af lodrette lameller og lys i gulvet om aftenen, og i nogle af knækkene er der indbyggede bænke i lærketræ, hvor man kan sidde og nyde den nye udsigt til Nørrebros tage.
Man kan også vælge grusstien nedenunder, som egentlig er en brandvej, eller man kan gå igennem hovedindgangen på Mærsk Tårnet og ud på den anden side. Eller man kan skyde igennem den hemmelige genvej ved kollegiet. Den skal folk nok falde over, mener Morten Leicht Jeppsen. Der er masser af omveje, genveje og smutveje at opdage og små oaser med bænke og borde, som alle kan bruge.
»Jeg glæder mig til at se parken blive brugt på forskellige måder, hvor folk måske lægger deres vej om for at krydse igennem eller holder en spontan fest. Det er meningen, at man skal kunne opholde sig hvor som helst og når som helst. Der er ikke noget, der er forbudt,« siger han.
Cyklister kan trille direkte ind i kælderen fra Blegdamsvej på en sti mellem blomster og træer og ind gennem en lille lem i muren, der skydes automatisk til side, når man nærmer sig. Der er plads til 1.000 cykler i cykelkælderen og 1.400 i stativerne over jorden (som snart får overdækning).
Blomstereng og sumpcypres
Plantelivet i den 37.000 kvadratmeter store campuspark har landskabsarkitekterne forsøgt at få til at afspejle det historiske landskab.
»Helt frem til 1840 havde man en græsningsfælled fra Sankt Hans Torv til Fælledparken, hvor der gik køer, som blev trukket ind på Sankt Hans Torv og malket. Vi har brugt de samme arter, som man kunne finde på græsningsfælleden. Det er sådan noget som eg og tjørn, som er noget af det eneste, der kan overleve blandt græssende køer,« fortæller Morten Leicht Jeppsen.
Andre steder efterligner parken de danske enge:
»Det her er et godt billede på, hvad man ville se, hvis man begyndte at rode i jorden ude i landbrugslandet. De første par år vil der mest vokse valmue, kornblomst og klinte, som er nogle typiske typer ukrudt. Senere vil græsset tage mere over,« forklarer landskabsarkitekten og peger ned på blomsterengen lige ved tårnets facade.
De pæredanske plantearter er blandet op med eksotiske arter fra fjerne egne. Der er blandt andet humlebøg fra Kaukasus, sydbøg fra Chile, sumpcypres fra USA og tulipantræer fra Kina.
Det er både en hyldest til det multikulturelle Nørrebro og den meget brogede sammensætning af internationale forskere og studerende, forklarer landskabsarkitekten, og så skal det helgardere mod fremtidens klimaændringer med træer, der er robuste over for henholdsvis kulde og tørke.
Og så er det selvfølgelig også, ja, eksotisk. Om efteråret udsender sydbøgen for eksempel en karakteristisk duft af kanel.
Ville det vilde
»Mod Blegdamsvej har vi det stramme grid-system med klassiske staudebede, hvor alt står ordnet i rækker. Når man kommer ud på den anden side ved Nørre Allé, opløses det ordnede i en glidende overgang og bliver vildere og mere som et selvregulerende skovsystem, hvor der er plads til, at der kan falde frø ned, og nye træer kan spire og vokse op,« fortæller Morten Leicht Jeppsen.
Campusparken er nemlig i høj grad anlagt på naturens præmisser, forklarer han.
»Der skal være plads til fugle, der kan bygge rede. Træerne og planterne skal have lov at vokse vildt og frit, som de nu engang ser ud, i stedet for at vi går og klipper en masse i dem, så de bare ligner hinanden. Målet er at få så meget forskellighed ind som overhovedet muligt. Vi har hele tiden villet det vilde.«
Det høje naturgræs skal kun slås én gang om året, og det er for at give luft ned til jordbunden, så nye frø kan spire. På den måde efterligner man afgræsning fra kvæg.
»En ting er, at det giver lavere drift, men man får også en meget rigere blomsterflora, som stimulerer alle insekterne. Der vil helt sikkert flytte sommerfugle ind og bier og græshopper,« lover Morten Leicht Jeppsen.
Dobbelt så grønt
Mod Nørre Allé støder den selvregulerende skov op til flere rækker cykelstativer i lys beton og en mønstret gulvbelægning – blandt andet med de gamle teglklinker, der lå der før, og som er kommet frem af depotet igen. Cykelstativernes lyse beton reflekterer solen og forebygger varmeøer.
»Og så giver den en fin kontrast til teglklinkerne og det rustne cortenstål nedenunder. Rusten kommer til at trænge op i den hvide beton, og det er helt ok. Forhåbentlig kommer der også til at vokse ukrudt mellem teglet. Det må godt være lidt vildt,« understreger Morten Leicht Jeppsen.
»Det sværeste var at time det grønne, at få så meget grønt til at gro på en meget snæver byggeplads. Planterne stod klar meget længe og ventede på at komme i jorden. På et tidspunkt måtte de stå i grus og vente et helt år,« fortæller Morten Leicht Jeppsen.
Sydbøgen fra Chile fik gule blade af ventetiden og er stadig lidt medtaget. Men den skal nok komme sig, og ellers vokser der noget andet frem, for parken kommer til at ændre sig hele tiden.
»Det bedste der kan ske er, at der er dobbelt så grønt om ti år,« siger Morten Leicht Jeppsen.
MODTAG KBH’S UGENTLIGE NYHEDSBREV
