pixel

Træhus med kurver samler Brønshøj Torv

Både lokalsamfundet og bybilledet har fået nye forbindelser med Brønshøj Sognehus, der viser vej til det ældste murværk i København.

brønshøj sognehus

De fleste ville nok pege ind mod Indre Bys gågader, hvis man spurgte, hvor Københavns ældste bygning ligger. Men faktisk skal vi et godt stykke ud af Frederikssundsvej, til Brønshøj Kirke.

Dens oprindelige kridtstens-dele er nemlig opført helt tilbage i 1180'erne af selveste biskop Absalon, kendt som Københavns grundlægger (selvom byen formentlig også var en by før hans borg på Slotsholmen), og kirken har dermed kunnet kalde sig ældst i hovedstaden, siden landsbyen Brønshøj i 1901 blev indlemmet i Københavns Kommune.

Den oversete rekordholder har også fysisk været lidt svær at få øje på, selvom den ligger lige ved Brønshøj Torv. For hække, hegn og en hytte med blomsterbutik har spærret udsynet til kirken fra bydelens centrale busstoppesteder.

Sidste år stod sognets nye forsamlingshus imidlertid færdigt på hjørnet, hvor der før var lukket af, og det har åbnet aksen mellem kirken og torvet og skabt en ny forbindelse.

Brønshøj Sognehus løber også selv med en del af opmærksomheden med sin let kurvede facade udformet i træ.

Det er designet af Nord Architects til at være et multifunktionelt og atmosfærisk hus, der lyst og inviterende kan samle lokalsamfundet og indgå i bylivet på Brønshøj Torv. Og som både fungerer for kirkens medarbejdere og de mange forskellige slags fritidsbrugere, uden at føles institutionelt.

Mellem haven og torvet

Brønshøj Sogns Menighedsråd har investeret godt 20 mio. kroner i sognehuset, der i bybilledet fuldender en lille lokal treenighed med kirken og præsteboligen.

Ca. to tredjedele af de 9.300 indbyggere i Brønshøj Sogn er medlemmer af folkekirken, og træbygningen har erstattet det gamle sognecenter lidt derfra, hvor de lokale sognebørns aktiviteter var vokset ud af lokalerne.

Nu er der meget mere plads og muligheder for såvel kirkepersonale som kirkeliv, med bedre faciliteter til blandt andet koret og de 250 FDF-spejdere, der er tilknyttet Brønshøj Kirke.

Det 930 kvadratmeter store træhus rummer blandt andet to multisale til for eksempel koncerter og foredrag. Den ene sal viser ind mod præstegårdshavens ro, mens den anden har panoramaudsigt ud til pulsen på Brønshøj Torv – den kan benyttes som ét stort rum med plads til 200 mennesker eller ved hjælp af foldevægge omformes til mindre lokaler med anderledes akustik og tæthed.

Spejderne holder til i kælderen, hvor der er indrettet stort køkken og blandt andet også er rum til konfirmationsundervisning.

Træ er hot

Uden for salenes høje vinduer indgår såvel præstegårdshaven på den ene side som forpladsen mod torvet på den anden side som sognehusets udendørsområder.

Det er ikke kun facadens lameller, der er i asketræ, for over kælderen er hele bygningen opført i krydslamineret tømmer (CLT), der er blevet tidens hotteste materiale i byggebranchen. Træet er nemlig godt for indeklima og akustik samtidig med det er hurtigere, billigere og langt mere bæredygtigt at arbejde med end beton og stål

CLT fremstilles ved at lime træbrædder sammen i lag på kryds, hvilket skaber en let men meget stærk og stabil byggeklods. Med sin lavere vægt og en høj grad af præfabrikation sparer CLT byggetid og har et mindre CO2-aftryk, både når det produceres og når det transporteres – og så kan det i mange tilfælde pilles ned og bruges igen.

Med egenskaber lig beton gør CLT det muligt at bygge stort og højt med træ, men herhjemme har de realiserede projekter indtil videre begrænset sig til mindre bebyggelser som Brønshøj Sognehus. På Østerbrogade er der imidlertid ungdomsboliger i seks træ-etager på vej, og så forventes kontroversielle Vejlandskvarteret at blive et CLT-byggeri i vidt omfang.

Få adgang som medlem eller abonnent

Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.

Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.

Mest læste

relaterede
artikler

relaterede
visioner

tegnestuevision
Valby
Et indendørs mødested for både voksne og børn — dét mangler i mange af Københavns bydele, mener SquareOne Arkitekter.

seneste
byens rum

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling