American Sniper

Skud og atter skud, der buldrer, brager og smælder. Ikke så underligt at der ligger Oscar-nomineringer i begge lydkategorier, for lydbilledet er så massivt, at det hænger i ørene noget tid efter filmen ’American Sniper’.

Således lykkes det for Clint Eastwood, at få publikum til at føle en del af titelkarakterens krigstraume – under og efter fire udsendelser til Irak kort efter 9/11. For selv når han er hjemme hos familien, tromler lydbilledet: Til grillparty, foran sort tv-skærm, i sengen, hos lægen. Der er vitterlig lidt militær-zombie over ham, og hans kone (Sienna Miller) trygler ham om at blive hjemme, så han kan blive menneskelig igen.

Det er Bradley Coopers fortjeneste, at vi kommer ind under huden på USA's skarpeste SEAL-snigskytte Chris Kyle og mærker hans motivation for krig og hans frygt for at give slip på pligtfølelsen. Med knap 20 kilo ekstra muskler, skæg, Texas-accent og en ulmende tilbageholdenhed forsvinder Coopers vanlige glad-smart-fyr fuldstændig, og en tredje Oscar-nominering er velfortjent.

Legend kaldte SEAL-kollegerne ham, og Clint Eastwood har selvfølgelig valgt denne mytologiske vinkel og skabt en heltehistorie, der anerkender både meningsløsheden og nødvendigheden af krigsaktioner. Filmen er patriotisk uden at være for sentimental, og man fornemmer Eastwoods forkærlighed for westerngenren og dens legender.

’American Sniper’ misser ikke mange skud, når det gælder Irak-turene, men det føles en anelse langtrukkent, og som om der bygges op til noget – som bare ikke sker. Og når hyldestbillederne fra virkeligheden ruller over lærredet til sidst, mangler man i særdeleshed noget info om afslutningen på dette helteliv.

Eastwood og co. rammer plet i den amerikanske sjæl på et relevant tidspunkt, men Oscar-nomineringen til Bedste Film skal man nok være ganske USA-patriotisk for at subsidiere. For den når ikke sin Oscar-søster ’The Hurt Locker’ til hverken aftrækker eller skudsmæld.