Civil War

Alle mod alle! Det kan hurtigt blive der USA er på vej hen - ikke mindst med udsigt til endnu en omgang med hr. "make America great again" i højsædet. Og der er tydeligvis ingen der kan tænke sig til hvilken skæbne de render ind i - med stor hast og vold - heller ikke præsidenten. 

Instruktør Alex Garland har valgt den småprovokerende tilgang at alle kan forestille sig denne slags amerikanske borgerkrig udfolde sig i nær fremtid. Ligegyldigt hvem og hvordan startskuddet gik. Informationerne kommer fra medierne, og realistisk set har folk midt i en krigssituation ikke brug for eller tid til at forklare politik, ret og uret. Man passer sit job/mål, og er enten overlever eller offer. 

Garlands og hans faste fotograf Rob Hardys hektisk voldsomme stil gør også at man nemt kan overse hvilke fraktioner, separatister eller militser, der gør hvad og hvorfor. For man kan ofte ikke skelne mellem dem, og det er helt bevidst, for Garland vil vise hvad krigsfrygten gør ved det enkelte menneske, de civile.

Som i den nervepirrende snigskyttescene i dagslysets afpillede vinterforlystelsesland; den kyniske tankpasser der godt vil have dokumenteret sine torturofre; og den allermest grumme udrensning hvor en rødbrillet selvtægtspsykopat spørger "hvilken slags amerikaner er du?" Modpolen er den lille, harmoniske by, hvor de bare "holder sig ude af alt", men selvfølgelig stadig ser uhyrlighederne på tv og derfor har våbenmænd på tagene.

Primært bliver det en barsk udviklingsproces for den unge fotojournalistspire Jessie (Cailee Spaeny). Hun får indsmigret sig hos journalisten Joel (Wagner Moura) til at joine sit forbillede Lee Smith (Kirsten Dunst) og hendes mentor Sammy (Stephen McKinley Henderson) på biltur til Det Hvide Hus - i håb om et sidste interview med den korrupte præsident (Nick Offerman). 

Lees motto er "vi dokumenterer, så andre kan stille spørgsmål senere", og hun er først og fremmest den ægte, semi-kyniske fotojournalist, der leverer det hun skal. Før havde hun en ide om at hun med sine fotos leverede en advarsel mod grusomhederne, men det håb er forlængst smuldret. Lee er modvillig, men beskyttende overfor Jessie, der spejler hende selv som yngre, og det sidste endemål er benhårdt.

Titlen betyder borgerkrig, men man kan ikke lade være med at overveje betydningen af civil, når Garland fortæller fra journalisternes vinkel. De synes beskyttet med en vis sikkerhed - og flasher lystigt deres skilte, jakker, hjelme og biler påtrykt ’press’ - for det er yderst vigtigt at nogen dokumenterer det, der sker. Så længe de ikke giver deres mening til kende, vælger side eller lignende. Et topaktuelt tema om presse- og medieetik, inklusiv autenticitet og virkelighed.

’Civil War’ virker måske simpel og marginal i sin voldsomhed, men Garlands små varsler og stilistiske hints rummer meget mere under overfladen. Spørgsmålene der ulmer i det der ikke blive sagt, gjort og vist. De kontrasterende musikvalg forundrer og provokerer. De tydelige paralleller mellem de krigseksekverende, de civile, journalisterne - og Alex Garland som filmskaberen. Dystopi, der hurtigt kan blive en realitet. Det er modigt, rystende og yderst tragisk.