Richard Jewell

Clint Eastwoods seneste film er den sande historie om sikkerhedsvagten Richard Jewell, der under OL i Atlanta 1996, reddede hundredevis af mennesker, da en rørbombe sprang i den propfyldte Centennial Park. Jewell blev straks udråbt som helt i medierne, men fik ikke lov at sole sig længe i den gloriøse rolle før FBI mistænkte ham og jubelkoret blev vendt til anklagende pege fingren af ham.

Richard Jewell (Paul Walter Hauser) arbejder i et firma hvor han sørger for kontorartikler til de ansatte. Her møder han Watson Bryant (Sam Rockwell), en irriterende advokat, der dog senere bliver hans ven. Jewell er høflig, hårdtarbejdende og overrasker med uopfordrede handlinger af generøsitet, for eksempel ved at holde Bryants skrivebordsskuffe fyldt med Snickers, som han ved han holder af. 

Ti år senere drømmer 33-årige Jewell stadig om at blive politimand, men må indtil videre nøjes med jobs som sikkerhedsvagt forskellige steder – et job han tager meget seriøst. Han er nørdet, overvægtig, lidt for autoritetstro og bor ovenikøbet hos sin mor (Kathy Bates), med andre ord er han et oplagt offer for mobning. Han bliver da heller ikke taget seriøst af de andre vagter, da han spotter en efterladt rygsæk ved et lydtårn under OL og straks vil slå alarm. Men regelrytter som han er, insisterer han på at politiet tjekker tasken, mens han begynder at genne folkemængden væk.

Filmen – baseret på bogen ’The Suspect’ af Kent Alexander og Kevin Salwen og en Vanity Fair-artikel af Marie Brenner – handler ikke så meget om selve bombningen eller den unavngivne ondskab, som altid synes at ulme i USA, men om hvad det gør ved et uskyldigt menneske pludselig at blive mistænkt og kørt igennem mediemøllen. Samtidig er der en åbenlys kritik af både FBI og medierne for at mistænke nogen uden konkrete beviser. 

Filmen hævder desuden, at journalisten Kathy Scruggs (overspillet af Olivia Wilde), for at få sin historie, har sex med FBI-manden Tom Shaw (kedeligt og stift portrætteret af Jon Hamm), en fiktiv sammensætning af de faktiske personer. Samt at FBI med vilje lækker deres mistanke til medierne for at sætte pres på Jewell, så han knækker og tilstår, selv om de egentlig ved at han ikke er den rette. Det kunne måske føre en retssag med sig, men virkelighedens Scruggs er død, og FBI vil næppe kommentere det. 

Det er en fin lille film skåret efter en skabelon, Eastwood har brugt før. På mange måder en god historie, fortalt effektivt trods et meget roligt tempo. Skuespilpræstationerne varierer, men Sam Rockwell som advokat Bryant er rigtig god, og det samme gælder Kathy Bates som Jewells småpylrede mor. 

Men stjernen over dem alle er den fremragende og meget plausible optræden fra Paul Walter Hauser i titelrollen. Skarp, ensom og sårbar opretholder han den vanskelige balance mellem seriøsitet og latter. Det er tydeligt at Eastwood er interesseret i at udforske, hvad der sker med en almindelig mand under ekstremt pres, og det gør han rigtigt godt.