A Star is Born

Langt fra den overfladiske Hollywood-romance, men alligevel med et godt greb om de velkendte udtryk, der revitaliserer kærlighedsdramaet i dette fjerde udspil af ’A Star is Born’. Bradley Coopers instruktørdebut er fremragende – med et nutidigt musikbillede, der rammer plet i følestrengene, når en sprutsumpet country-rocker ser sin elskede protegé glide ind i et succespumpet popunivers.

Det føles ægte og river i nakkehårene ved første guitarriff og råstærke vokal i Coopers ’Black Eyes’, der svømmer over af alkohol og dog ser en tindrende stjerne i Allys dampende drag-version af ’La vie en rose’. Det er filmens kerne at musikken (mestendels) har så meget rå nerve, og den upolerede charme smitter af på hovedkaraktererne. Når tinnitussen skramler, motorcyklen blæser afsted på landevejen, en proper (kvinde)knytnæve flyver højt, en cowboystøvle smadrer junk-piller, et nærklip fanger en tåre, og især når den dybe bas og de tunge trommeslag rammer som gribende hjerteslag i duetten ’Shallow’.

Første gang de synger ”we’re far from the shallow now” sammen – live til hans koncert, hvor han introducerer hende for et kæmpepublikum – gisper man, som han, af begejstring og overbevisning. Den sang er så råsmuk, i al sin enkelhed, og med en power og sjælfuldhed der fusionerer to skæbner så det suser. Forhåbentlig er det ’Shallow’, der bliver Oscar-nomineret, og vinder, i stedet for den mere forfinede ’I’ll Never Love Again’.

Det er Lady Gagas film, hendes første filmhovedrolle, og der bør være en Oscar-nominering på vej, ligesom Golden Globe, som hun vandt i 2016 for tv-serien ’American Horror Story’. Det er suverænt tænkt af Bradley Cooper at modellere filmen efter Gaga, med hints til hendes egen popkarriere, og helt naturligt fader han sin egen rolle og lader hende shine formidabelt. Hun er på mange måder larger than life, og det er ret fascinerende at se hende spille helt ned i de usminkede detaljer.

Deres første møde, forelskelsen og soulmate-energien i starten af filmen skaber ægtheden, der brænder igennem hele filmen, selv når Allys popshow truer med at ødelægge alt. Kærligheden virker ægte, med kanter af vrede og smerte, hvis hudløshed rammer de store temaer om liv og død. Der popper melodramaet fra de tidligere filmforlag op, men Cooper holder alligevel sin autenticitet i musik og karakterer med et sidste flashback. 

En af Coopers sangtekster lyder ”maybe it’s time to let the old ways die”, og det refererer flere temaer. Musikken, der kører i ring for hver tolvte tone; filmiske klicheer til at skabe følelser; og mest af alt den uundgåelige fornyelse i alt: de nye talenter, der skubber de ældre i baggrunden. Liv og død, og ikke mindst at have noget at sige versus at sige det man tror folk vil have. Cooper, Gaga & co. gør det virkelig fremragende: SÅDAN skaber man en stjerne!