The Mule

Lige ud ad landevejen. Fra et sted til et andet. Uden svinkeærinder. Uden filter. Klassisk Clint, og så alligevel ikke, for selvom Eastwoods stil er til den enkle og ligefremme side, så har han altid nogle tricks oppe i ærmet, der kan overraske fornøjeligt. 

Udgangspunktet er i sig selv fantastisk: Historien om den ældste narkokurer – inspireret af New York Times-artiklen ’The Sinaloa Cartel’s 90-Year-Old Drug Mule’ – der efter årtier som prisvindende daglilje-dyrker, må finde nye pengeveje for at redde hus og have, samt sine skrantende familieforhold. 

Det starter i hyggemodus og frie tøjler, men snart ser narkobossen (Andy Garcia) fordelene i Earl Stones (Clint Eastwood) drævende uænsede stil, og han sætter fart og tyngde på nye pickup-ture. Men laster af 200-300 kg betyder også hårdkogte mexi-babysittere – og dermed får narkohundene (Bradley Cooper, Michael Peña, Laurence Fishburne) hos DEA færten af den nye topkurer El Tata.

Ja, der er klicheer, men de holder, ligesom handlingens forudsigelighed og nogle stereotype karakterer. For historien er skruet effektivt sammen med masser af charme, gnist, humor og vitalitet. Og mest af alt karakter! For det har Clint Eastwood i højeste gear – stadig i sit 89.år – trods en vis metaltræthed. Det stålsatte blik, den råhæse stemme og den coole skamløshed er der – selvom de velkendte oneliners ikke altid er lige kække i vor samtid.

Ikke mange kan præstere en karriere som Eastwood – som både instruktør og skuespiller – og det har naturligvis haft personlige udfordringer, særligt i familielivet. Ganske klichefyldt flettes moralen om at give familien mere opmærksomhed end jobbet ind i dette skæve roadtrip, og den overlever lige akkurat på et lille tvist i slutningen. Som datteren – Eastwoods virkelige datter Alison – pointerer: ”Nu ved vi da hvor du er!”

Mere problematisk er en anden agenda, der presses ud mellem sidebenene. For Clint’en har helt klart noget at sige om minoriteter og den måde de grupperes og omtales. Som raske replikker han har sagt i tidligere ikoniske filmroller, og måske nu som ældre ikke tillægger den samme nutidige diskrimination. Det flakker mellem human humor og politisk antydning, og man mærker ikke helt hensigten.

Det siges at man ikke kan lære en gammel hund nye tricks. Det er sådanset de ældres ret at smide det trumfkort, men med ’The Mule’ viser veteranen at med åbent sind og nysgerrighed kan der blive plads til forandring. Spejlet i den yngre karrieremand, der noterer: ”Du har levet så længe, så du har mistet dit filter” – hvortil han svarer: ”Jeg vidste ikke, jeg havde et!” Det Clint, for altid!