Den lille bro, den rejste ...
Et missing link er kommet sejlende fra Gdansk til Sluseholmen
Snart er der hugget en betragtelig luns af transporttiden, når destinationen er det nye kanalkvarter på Sluseholmen i Sydhavnen.
I weekenden ankom byens nye bro af vandvejen og blev løftet på plads over Teglværksløbet, hvor den fremover skal forbinde Sluseholmen med Teglholmen for både gående, cyklende og motoriserede københavnere.
Som en streg i luften strækker det 20 meter lange hvide bromodul sig fra Sluseholmens hovedgade, der også hedder Sluseholmen, over til Støberigade, hvor det fra januar 2011 vil være klar til at overflødiggøre omvejs-ruten hele vejen ud af næsten-motorvejen Sydhavnsgade.
Teglværksbroen bliver ikke mindst til glæde for horderne af tornysterklædte børn fra Sluseholmen, der får broudsigt på den daglige skolegang til Teglholmens kommende skole. Og for de badelystne byboere, der fra næste sommer kan dyppe sig i et nyt havnebad på adressen i 2450 SV.
Bag det hvide lyn står Hvidt Arkitekter, som har tegnet flere boliger i Sydhavnen, herunder byggeriet Teglhusholm og en række af de facader, der kan ses i Sluseholmens kanalkvarterer.