Parthenope

Cineasten af skønhed på italiensk er tilbage med endnu et forunderligt levende billedværk. Et årti efter mesterværket ’Den store skønhed’ indrammede Rom gennem en ældre mand, er Paolo Sorrentinos fokus nu på fødebyen Napoli gennem en ung kvinde. 

Hun fødes i vandkanten af den idylliske napolitanske bugt med vulkaner i baggrunden - og døbes straks Parthenope, efter byens oprindelige navn og med hint til den græske myte om sirenen hvis skønhed havde fatale følger. For skønhed er selvfølgelig ret anderledes med en kvinde i centrum, end en mand. Og det er præcis Sorrentinos pointe: Skønheden der bliver set på, nydt og begæret. 

Alt er ekstremt smukt og/eller æstetisk indbydende, men Sorrentino er hverken romantisk eller lukrerende i sin kvindeskildring. Parthenope (Celeste Dalla Porta) udnytter ikke sin skønhed, som de hellige siger - men kameraet cirkler forførende om hende, så det er afhængigt af hvad man oplever når man ser på hende. Utallige mænd går i svime over hende - en rigmand endda helt oppe i skyerne fra en helikopter, imens en forfatter (Gary Oldman) ikke vil date hende, men hellere inspireres af hendes skønhed, som han beskriver som foruroligende.

Selvfølgelig er der masser af flirt og nydelse - særligt med broren Raimondo (Daniele Rienzo) og vennen Sandrino (Dario Aita) på sommerferie på idylliske Capri - men kærligheden er ubarmhjertig. Også skønheden i kunstens verden viser sig at være desillusioneret - i mødet med coach Flora Malva (Isabella Ferrari) og diva Greta Cool (Luisa Ranieri), der begge tester hendes grænser. Men så finder hun en særlig trøst og fortrolighed i sin antropologiprofessor (Silvio Orlando), der udfordrer en del af hendes livssyn.

Sorrentino har altid yndet at fortælle i stemningsmættede episoder hvor billederne balancerer mellem nydelsen af ren skønhed og incitamentet til at se noget dybere. Den overfladiske skønhed i flirt og fest ved den solrige bugt bliver stærkt kontrasteret i Napolis små gyder med mørke og slum - fanget i hurtige tracks af fotograf Daria D’Antonio. På sin vis også overfladiske snaps, men der er ingen tvivl om de dybere historier i disse tableauer. Og selvom kunsten ikke fornægtes i fremførelsen, så mærkes Napolis velkendte mørke sjæl og historie især her. 

Ligeså i foreningen af to mafiafamilier gennem deres yngstes første samleje - til skue for alle familiemedlemmer. Her er følelserne endnu mere blottet, og modpolerne i generationer og køn samles i et scenarie hvor skønhedens magt også excellerer, trods det sårbare og skrøbelige. Skønheden er i alt, afhængigt af hvordan man opfatter den. Selv kirken gør det - bruger skønhed og forførelse - som besøget hos præsten Tesorone (Peppe Lanzetta) viser i al sin vulgære provokation. 

Herefter er Parthenopes status verificeret i antropologien, som hun konstant er vendt tilbage til og efterhånden har fundet mening med professorens udfordringer. For det handler ikke om svar men om spørgsmål, om nysgerrighed og mest af alt om at se og opleve. Og professoren har en sidste krølle på definitionen af skønhed vs. intelligens, inden nogle flashbacks glider over i lidt underlige, vage slutbilleder. En lidt sær slutning på en vidunderlig film, der ligesom ’Den store skønhed’ undgår sentimentaliteten men finder en bysjæl fuld af nostalgi, dekadence, desillusion - og skønhed i utallige former.