Perfect Strangers

Hvor godt kender man egentligt sine venner, når det kommer til stykket? Eller sin ægtefælle? Og hvor hurtigt kan de lag, man har gemt sig bag, falde fra hinanden?

En lille flok venner mødes til middag. De er voksne mennesker, lidt fasttømrede i relationerne til hinanden, men med stor ømhed for flokken. Vittighederne er indforståede, tonen er rå, men hjertelig. Man ser både de andres og ens egne fejl. Værtinden (Kasia Smutniak) foreslår, at alle lægger deres mobiler på bordet og deler beskeder eller opkald. Ingen har vel noget at skjule?

Åh jo, selvfølgelig har de det. I dette virkeligt glimrende italienske drama, har alle noget, de andre ikke ved. Det spænder fra... ja, det skal ikke afsløres her. Men hemmelighederne er både fra petitesse-afdelingen til Det Helt Store.

Dette er et kammerspil i ordets egentlige betydning. Publikum er den usynlige gæst til middagen, prisgivet det vi hører og ser hos de andre.  Vi sidder på nåle, når det lykkes to af dem at bytte telefoner for at skjule noget sexting. Resultatet ender naturligvis med at blive langt værre. Vi er aldrig på forkant, og fokus glider sømløst fra den ene til den anden af vennerne, mens det blinker og bipper på bordet, og alt kommer i spil.

Filmen er en perlerække af præstationer, der giver nerve til situationer, der på papiret virker søgte, fordi dilemmaerne er mere end dramatiske. Vi indhylles i en fintfølende og meget skiftende stemning blandt flokken, der både kender alt og intet til hinanden, hvor den enkelte konstant søger en ny konsensus fremfor at stå alene. Alle spiller fremragende, hver figur får sit eget liv, også dem, der viser sig lidt usympatiske. 

Man forstår godt, hvorfor de helst vil holde hemmelighederne for sig selv. Og hvorfor alle må hoppe med på legen... for at nægte ville være at melde sig ud af fællesskabet og at indrømme skeletterne i skabet.

Slutningen, når vi alle har siddet på kanten af stolen, på deres vegne, er intet mindre end hjerteskærende genial. Og følelsen, når du går ud af biografsalens mørke og som det mest naturlige tjekker din egen telefon som det første? Tankevækkende. Kunne du gøre det samme?