Den store skønhed

Uendelig skønhed er en passende beskrivelse af Rom, den evige stad, der er så uforlignelig i storhed, nostalgi og dekadence. Italiensk films nyeste mesterinstruktør Paolo Sorrentino indrammer romersjælen så fuldendt i ’Den store skønhed’, at man føler sig usædvanligt overvældet. Af det smukke, tragiske, opulente, melankolske og overfladiske, der gemmer sig bag denne grandiose, perfekte titel.

Sjældent er Roms sjæl og stemning fanget så sublimt og betagende. Lele Marchitellis forførende originalmusik smyger sig så elegant som Luca Bigazzis kamera i sidegader, blandt monumenter og gennem vinduestremmer; på cafe, terrasse og i pool; og zoomer ind på en gyngende præst, flamingoer på altanvisit og stenede kvindeansigter.

Der er adskillige klare referencer til italiensk films guldalder med Fellini, Rossellini og Scola. I stedet for at frygte sammenligningen med ikonerne, omfavner Sorrentino den filmiske arv som en forbilledlig del af byen og dens indbyggere. ’Den store skønhed’ har dog en mere tragisk understrøm, hvor nostalgien i det gamle Rom hyldes, og ekstravagancen i det nye Rom hykles.

Uden traditionel historie, men i nuancerede tableauer går Sorrentino i dybden på den moderne overfladiskhed. Fra houseparty med poledansere til filosoferende middag – på terrassen ved Colosseum, hvor den aldrende journalist og ex-forfatter Jep Gambardella (Toni Servillo) residerer. Han er blevet forført af skønhed, luksus og succes hele livet, men pludselig sniger tomheden og de forspildte muligheder sig ind på ham. Som Marcello i Fellinis ’Det søde liv’ har Jep svælget i narcissistisk overmod og bærer nu erfaringerne som en byrde af kynisme og kritik overfor sine omgivelser.

Kærlighed og død er de store wake up calls for Jep, og en begravelsesscene er en fænomenal showcase for hans forkrøblede sind. Det er også hovedscenen for den vellykkede blanding af smukt, tragisk og ironisk. Alle karakterer hænges ud, og italienske ikoner som Carlo Verdone, Sabrina Ferilli, Isabella Ferrari og Iaia Forte skinner i mindre roller.

Nostalgien flyver højt i Sorrentinos Rom, og som en filosofisk kommentar lyder, er nostalgien den eneste følelse for dem, der har mistet troen på fremtiden. Der er så mange lag af historie og visdom under det moderne overfladeræs, som især ovenpå Berlusconi-mareridtet har bragt eksistentiel, demokratisk og kulturel krise i Italien.

Filmen indledes af et citat fra den franske forfatter Célines hovedværk ’Rejse til nattens ende’ – om styrken i det imaginære på vores rejse gennem livet. Deri spejler Sorrentino modigt og illusionsløst den italienske drøm klædt i indbildskhed, arrogance og egoisme. Først da en 104-årig nonne påpeger vigtigheden af rødder, når Jep til erkendelsen af den store skønhed. Som den uendelige skønhed i Rom, rodfæstet i tusindvis af års historie, kunst, litteratur og film.