pixel

Parkering under Dantes Plads møder igen modstand

Omdiskuteret parkeringsprojekt på Dantes Plads nærmer sig opstart — men naboer og fond er stadig imod.

dantes plads, vester voldgade, træbede

Efter at have ligget relativt stille i et par år lever planerne om en ny parkeringskælder under Dantes Plads overfor Glyptotektet igen.

Tilbage i 2018 besluttede et flertal i Københavns Borgerrepræsentation, at Q-park kunne købe pladsen for blot to millioner kroner for at grave den op og bygge en P-kælder under den — noget som førte til stor kritik fra områdets beboere og institutioner.

Men her seks år senere er der fortsat ingen underjordisk parkering på den centrale plads. Er man blandt de utilfredse røster mod parkerings-planerne, er det dog for tidligt at ånde lettet op.

I januar satte Q-Park nemlig gang i processen igen, og her i foråret modtog kommunen en såkaldt "ansøgning om screening" af etableringen af den to-etagers P-kælder med plads til 150 biler.

Dén førte her i juli til en såkaldt "nabohøring", hvor beboere og institutioner i området endnu engang fik mulighed for at indsende deres holdninger til projektet.

Og som tidligere er de ikke positive.

Frygter for kulturhistorien

Bliver anlægget opført, vil det inkludere en rampe til op- og nedkørsel på Dantes Plads, der også vil blive udstyret med elevator- trappe- og ventilationstårne i op til 3½ meters højde og et bomanlæg med adgangskontrol.

Den lille, men centrale plads er med sine gul-røde fliser og udeservering i dag et populært opholdssted, og den vil komme til at ændre karakter, selv om Q-Park vil skulle genetablere pladsen, når arbejdet med P-kælderen er fuldført.

Én af de hørte parter i den nu overståede høring er Carlsbergfondet, der længe har været kritiske overfor parkeringsanlægget, og som i 2020 endda tilbød at købe pladsen af Q-Park for at stoppe projektet.

Med sit høje elevatortårn og udluftningskanalerne frygter fonden, at projektet kan ødelægge den akse, der i dag tillader et langt kig fra Glyptoteket mod Christiansborg langs Ny Vestergade — sådan som bryggeren Carl Jacobsen ønskede det i slutningen af 1800-tallet, da Ny Carlsberg Glyptotek blev opført.

Magasinet KBH er i besiddelse af fondens høringssvar, og fonden stiller nu en lang række juridiske spørgsmål til dén proces, som Københavns Kommune har kørt fra 2018 og frem til i dag.

Blandet andet spørger fonden via sin advokat, hvorfor kommunen har undladt at foretage en fuld miljøvurdering af projektets indvirkning på byen og henviser til det "særligt sårbare miljø i form af kulturhistoriske bygninger af helt særlig betydning, karakter og værdi, der findes på begge sider af Dantes Plads tæt op af projektets placering".

Cykelgade med parkeringsrampe?

Udover de visuelle gener er der andre kontroverser forbundet med kælderen.

Bilerne skal nemlig ledes ned i kælderen via en til- og frakørselsrampe mod Vester Voldgade, som ikke blot blev delvist fredeliggjort med blandt andet brede fortove og ensretninger i 2012, men som for tiden også er udset til at blive omdannet til en cykelgade, hvor de tilbageværende biler må holde sig pænt bag cyklerne på vejen.

Siden 2018 er Lille Langebro desuden åbnet for enden af Vester Voldgade, hvilket har fordoblet cykeltrafikken på gaden, der nu er del af en central cykelforbindelse mellem Amager og Rådhuspladsen.

Det er ikke mindst derfor, at planerne om at bygge en P-kælder netop her er løbet ind i massiv modstand. De nye parkeringsmuligheder må forventes at trække mere biltrafik til en ellers fredeliggjort, grøn cykelgade, der også huser en folkeskole kun godt 100 meter fra Dantes Plads.

Samtidig har Københavns Kommune for nylig sat gang i planerne om drastisk at reducere biltrafikken i Middelalderbyen — noget som måske kan synes svært foreneligt med at tillade anlægget af en ny P-kælder i kanten af området.

Planerne fjerner dog 600 P-pladser fra Middelalderbyen, og Københavns Kommune har tidligere udset den nye P-kælder under Dantes Plads som ét af to anlæg, hvor kommunen kan leje "erstatnings-parkeringspladser" for de beboere i Middelalderbyen, der nu ikke længere vil kunne parkere på gaden.

Det andet er anlægget under Israels Plads, hvor kommunen nu lejer 530 pladser.

I nærheden af Dantes Plads finder man dog allerede i dag parkeringskælderen under Blox med 350 pladser, der ifølge Dantes Plads Beboerforening langt fra er fuldt belagt — og cirka 700 meter væk er en ny P-kælder med knap 1.000 pladser åbnet under Postbyen.

Alt i alt er der altså en del overlappende planer og modstridende interesser, der ikke nødvendigvis har talt til fordel for, at arbejdet med P-kælderen under Dantes Plads blev sat i gang.

Udemokratisk?

Kontroverserne stopper dog ikke her.

En række beboere fra området er nemlig utilfredse med projektets demokratiske inddragelse — eller snarere mangel på samme.

Normalt ville et projekt af denne kaliber medføre en lokalplansændring og derfor også en åben høringsrunde, mener beboerforeningen.

Men ovenpå salget til Q-park blev det i 2018 besluttet at køre sagen uden at lave en ny lokalplan. Dét førte til, at beboerne — med opbakning fra Carlsbergfondet — klagede til Planklagenævnet, som dog afviste klagen, da nævnet ikke mente, at P-kælderen medførte en "væsentlig påvirkning af det eksisterende miljø".

Året efter blev der alligevel igangsat en lokalplanproces — men den omhandlede kun pladsens udformning, når P-kælderen er bygget og ikke spørgmålet om, hvorvidt P-kælderen bør bygges eller ej.

Og efter nogle års stilstand nærmer Q-Park sig nu formentlig den byggestart, som har ligget på tegnebrættet siden 2018.

Ender anlægget med at blive bygget, vil det betyde, at man kan sløjfe de 50 P-pladser der i dag findes på overfladen af Dantes Plads, og hele pladsen vil dermed blive bilfri — bortset fra rampen til op- og nedkørsel.

Magasinet KBH følger fortsat sagen.

Få adgang som medlem eller abonnent

Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.

Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.

Mest læste

kommentarer

Jette Ingerslev
Det giver god mening at etablere p-kældre der, hvor der er behov for det. Beboerforeningen for Dantes Plads har optalt de ledige P-pladser i området tæt på Dantes Plads. Der er talrige, men ikke lejet af kommunen til licensbetalere! Kik ned i BLOX parkering! De anlagte p-pladser bør udnyttes ! P-kælderbyggeriber noget af det mest CO2-belastende, der findes! Spar miljøet for unødige P-kældre!
Sune Norsker
Det er åbentlyst fornuftigt at få flere underjordiske parkeringspladser nu hvor man fjerner gadeparkering. Vi beboere har allerede problemer med at parkere, og beboerparkering under Israels Plads er ofte optaget. Det giver altså god mening at etablere parkeringshuse i udkanten af Middelalderbyen.
Jette Ingerslev

Dantes Plads opfylder alle kriterierne for at være et byrum: Den rette størrelse, kunst, kultur, arkitektur, høje træer, fine bakker til leg, udeliv med servering og aktiviteter samt masser af mennesker, der nyder stedet.

Q-Park ændrede i foråret 2024 sit p-kælder-projekt fra 214 til ca. 140-145 p-pladser. Med ændring i byggeplan faldt det nye projekt ind under EU-lovgivningen i Miljøvurderingsloven / LBK nr. 4 af 03/01/23.

Formålet med loven er at sikre et højt miljøbeskyttelsesniveau vedr. ”projekters sandsynlige væsentlige indvirkninger på miljøet, herunder den biologiske mangfoldighed, befolkningen, menneskers sundhed, flora, fauna, jordbund, jordarealer, vand, luft, klimatiske faktorer, materielle goder, landskab, kulturarv, herunder kirker og deres omgivelser og arkitektonisk og arkæologisk arv, større menneske- og naturskabte katastroferisici og ulykker og ressourceeffektivitet og det indbyrdes forhold mellem disse”.

Teknik- og Miljøforvaltningen har tilsidesat denne lov ved at erklære, at p-kælderen på ca. 7000 m2 midt i Kulturkvarteret med mange beboere og erhvervsdrivende samt besøgende blot er et mindre projekt, der ikke vil influere væsentligt – endsige give forurening og støj af betydning.

En så forunderlig konklusion må forhåbentlig få kultur- og klimabevidste menneskers til at reagere konstruktivt med demokratiske våben.

#Facebook Bevar Dantes Plads
Søren Højlund Peltz
Den sag er begyndt at lugte af urent trav

relaterede
artikler

relaterede
visioner

tegnestuevision
København
Byens parkeringspladser udnyttet til midlertidige studieboliger – uden at fjerne bilerne.

seneste
byens rum

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling