Bilejerskab: Når dit "frie valg" påvirker alle andres

Sådan skrev to af bilismens mest ivrige fortalere på Københavns Rådhus i et indlæg i Altinget i marts: De Konservatives Jakob Næsager og Morten Melchiors, der vil have flere P-pladser i København.

Og de knap 700 ord udviste den samme mangel på reflektion, der næsten altid optræder, når nogen vil give bilerne mere plads i de trange byer.

Argumentet lyder som det plejer at gøre: Det skal ikke "dikteres" fra kommunen, om det enkelte hjem kan vælge at have en bil. Og de "bilfjendske politikere på rådhuset skal ikke have lov at gøre livet surt for os bilister," lyder det fra Næsager og Melchiors.

Vi er godt ovre i populismen her. Det er to af de mest etablerede, velfriserede politikere på rådhuset, der fører pennen. Men alligevel får vi peget fingret ad nogle "fjendske", lidt diffuse magthavere, der alene er ude på at gøre livet surt for os alle. Og det skal de ikke have lov til, nej.

De to partifællers trumkort er det velkendte argument om "det frie valg": De andre politikere er indskrænkende og vil tage noget fra dig. De vil reducere din mulighed for selv at bestemme over dit liv.

De Konservative vil derimod beskytte noget så fundamentalt som din personlige frihed. Din ret til suverænitet.

Men når man forsøger at sætte to streger under dén banaliserede konklusion, glemmer man altid en meget vigtig mellemregning.

Eksternaliteter

Indlægget i marts blev skrevet, fordi Københavns Kommune senere i år vedtager en ny 'Kommuneplan', der skal gælde de kommende fire år.

Ja, bare ordet lyder en smule kedeligt. Men byens kommuneplan sætter rammerne for flere vigtige aspeketer af Københavns videre færd — blandt andet hvor mange P-pladser, der skal laves, hver gang vi bygger nyt i byen; den såkaldte parkeringsnorm.

Og nok ikke overraskende vil De Konservartive have dét tal sat godt og grundigt op. For selv hvis vi ender med at lave flere P-pladser, end beboerne i de nye bygninger har ønske om, siger de Konservative, ja så kan de jo blot blive lejet ud til byens øvrige beboere, som derfor vil få det nemmere som bilejere.

Det hele er for de Konservative et — citat — "ideologisk spørgsmål, om der er parkeringspladser nok til københavnerne, for vi mener, at det er den enkelte borgers eget valg at tage stilling til, hvilket transportmiddel man ønsker at gøre brug af."

Og de ideologiske frænder hos Venstre har det på samme måde: For et par år siden brokkede Venstres Erling Bonnesen sig voldsomt over, at det ville "være en bombe under danskernes frie valg" at forbyde salg af benzin- og dieselbiler i Danmark i f.eks. 2030.

"Tvangsstyring af forbrugerne," lød det.

Men ordet som disse transport-libertarianere altid glemmer er: Eksternaliteter.

Eller med lidt flere ord: Mit frie valg kan være en indskrænkning af din frihed.

Cecil, urin og dødsmetal

Før Københavns kolera i 1853 var der ingen kommunale regler for, hvordan du bortskaffede indholdet i dit latrin.

For ikke alt for mange år siden var det dit frie valg, om du ville ryge 20 grønne Cecil i flyet fra København til Malaga.

Og indtil 2021 kunne du uden kommunale forbud nyde 100 decibel dødsmetal på din SoundBoks på Islands Brygge en lun sommernat.

Men så lavede fællesskabet noget tvangsstyring — fordi konsekvenserne af dine frie valg var for sure for alle dem, der ikke ønskede at blive syge af at vade i tis på gaden, ikke ville tvinges til at inhalere cigaretrøg og som gerne ville sove om natten.

Dine frie valg fjernede andres mulighed for at være fri for noget. Der var 'eksternaliteter' forbundet med dine valg, som fællesskabet ikke mente var rimelige — og som det derfor indskrænkede muligheden for.

Og formodentlig drømmer hverken Næsager eller Melchiors sig tilbage til tider med friere distribution af urin, rygning og metal-legenderne fra Cannibal Corpse foran soveværelsesvinduet.

Plidderpladder

Med biler er det præcis det samme:

De forurener, og du kan ikke vælge forureningen fra, hvis du vil trække vejret.

De skaber mere trængsel i trafikken end andre transportformer, fordi de optager rigtig meget plads pr. rejsende — og du kan ikke vælge trængslen fra.

Og så lægger de beslag på en hel masse offentligt areal som kunne være brugt til andre ting der ville glæde andre mennesker og give dem mere frihed til at foretage valg — som f.eks. bredere fortove, flere cykelstier, mere cykelparkering, flere træer, bænke, caféborde, sportsbaner, legepladser. You name it.

Derfor må også bilernes brug reguleres af fællesskabet for at beskytte det frie valg for dem der ønsker at vælge dem fra — og det gælder i særlig grad i byerne, hvor pladsen er trang og menneskene tætte, og eksternaliteterne derfor mange.

Og derfor er det noget fordrejet plidderpladder, når Næsager, Melchiors og andre forsøger at reducere debatten om biler i byen til at være om det velklingende "frie valg" kontra nogle "fjender" på rådhuset der vil tage dette eksistentielle grundvilkår fra dig.

Niveauet er lavt, når fingrene på tasterne producerer dén slags.

Betale sig fra andres ubehag?

"Men vi har betalt for det," lyder protesten ofte, hvis man argumenterer med, at bilismen har negative konsekvenser for andre. "Danmark har verdens højeste bilafgifter," lyder det.

Men vil argumentet være det samme, hvis den storrygende sidemand i flyet til Malaga har betalt 500 kroner ekstra for billetten?

Er dit ubehag okay, fordi han har betalt for det?

Kan han tømme toilettet på gaden, hvis hans trækprocent sættes 0,1% op?

Vil en donation på 1.000 kroner til Islands Brygges Lokalråd gøre det acceptabelt, at han afholder en lille Copenhell med 10 venner i Havneparken natten mellem mandag og tirsdag?

Næppe.

Og i øvrigt koster det fra 116 kroner om måneden at leje et stykke offentligt areal i Københavns Kommune til at parkere sin bil på — eller en kvadratmeterpris på omkring 7,50 kroner. En 80 m² lejlighed ville koste 600 kroner om måneden med samme prissætning.

Det frie fravalg

Bilen er en praktisk opfindelse som også fremover skal have plads i byen. Og vi skal finde en balance, så dem der har et reelt behov fortsat har muligheden for at eje og køre en bil i byen. Og så dem der vælger ejerskabet fra alligevel har nem adgang til bilen, når behovet opstår — f.eks. via delebiler.

Men når vi diskuterer hvor meget plads den skal have, er vi nødt til at gøre det på en lødig måde, hvor vi erkender, at den enes frie valg af bil har en meget direkte indflydelse på den andens mulighed for at træffe sine frie valg.

Selvom tallet vokser år for år, så er det fortsat kun godt 25% af københavnerne over 18 år, der ejer en bil. Alligevel optages omkring 67% af gadearealet i dag af kørende og parkerede biler.

To tredjedele af byrummet er med andre ord afsat til, at én fjerdedel af beboerne kan udøve deres "frie valg", når de vælger transportform.

Dét har en lang række konsekvenser for de tre fjerdedele, der også udøver deres frie valg, når de vælger ikke at have en bil.

Så skal man argumentere rimeligt for det frie valg — og det frie fravalg — så skal man argumentere for, at vi fremover skal give mindre plads til bilerne i byen.

Endnu mere plads til parkering og biler vil blot øge den nuværende ubalance i både arealfordeling og muligheden for at udøve sine frie valg.

Mindre plads til bilerne vil derimod betyde mindre bilisme, da alle undersøgelser viser, at færre P-pladser og mindre vejareal afsat til bilen betyder, at flere vælger den fra.

Skal dét budskab sælges politisk, er det dog vigtigt, at man gør det modsatte af, hvad Socialdemokratiet gjorde ved sidste valg.

Historien skal ikke handle om, hvad der bliver "taget væk" — hvilket i Socialdemokratiets valgprogram i 2021 var 1/3 af alle P-pladserne på Københavns gader.

Nej, den skal handle om, hvad man kan få: Bredere fortove, nye cykelstier, mere cykelparkering, flere træer, bænke, caféborde, sportsbaner, legepladser. You name it.

Og altså ikke mindst: byudviklingens svar på en røgfri flyvetur til Malaga — en urban verden hvor der er bedre plads til både frie valg og frie fravalg.