150 meter høje vindmøller på Lynetteholm?
Lynetteholms østlige kant er et oplagt sted at placere syv nye vindmøller, lyder det fra HOFOR. Endnu er intet dog besluttet.
Hovedstadens Forsyningsselskab, HOFOR, har præsenteret et forslag om at opføre 11 vindmøller i 150 meters højde langs den kommende halvø Lynetteholms østlige kyst og videre ned mod Prøvestenen.
Forslaget fremgår af et notat fra Københavns Kommunes Økonomiforvaltning.
Her kan man læse, at de 11 nye møller ifølge HOFOR bør erstatte syv eksisterende møller, der i dag er placeret lige nord for renseanlægget Lynetten og efterhånden har mere end 25 år på bagen.
Derfor har forsyningsselskabet siden august været i dialog med Københavns Kommunes udviklingsselskab By & Havn, som varetager udviklingen af den stærkt omdiskuterede bydel Lynetteholm.
Én ny bedre end syv gamle
De fleste københavnere vil kende de syv gamle møller på Refshaleøen — enten fra ture ud til den gamle industriø eller som en del af horisonten, når man skuer ud over Øresund fra f.eks. Langelinie.
Hvor de velkendte møller har en samlet kapacitet på i alt 4,2 MW, bliver de nye 11 møller i stand til at mønstre hele 55 MW — afhængig af leverandør — eller nok energi til at forsyne ikke mindre end 50.000 hustande.
Med andre ord vil blot én enkel af de nye møller kunne producere mere strøm end de syv gamle tilsammen, og de 55 MW er f.eks. nok til at forsyne samtlige Nørrebros husstande plus næsten halvdelen af Indre Bys.
Som led i aftalen om at udbygge Lynetteholmen planlægges renseanlægget på Refshaleøen flyttet på et senere tidspunkt, når byudviklingen når herud. Arbejdet med Lynetteholm er dog projekteret til at foregå helt frem til 2070, og meget kan nå at ske inden da.
Også plads til kystlandskab
Endnu er intet besluttet, og HOFORs forslag skal indtil videre ses som et bud på, hvordan hovedstaden kan udnytte sin sparsomme plads til at imødekomme fremtidens energibehov.
Bliver det til noget, vil syv af de 11 nye møller blive etableret langs Lynetteholm perimeter — altså helt ude i kanten af den kommende halvø. Her vil de i en årrække kunne overholde afstands- og støjkrav, så længe der ikke bliver bygget boliger i nærheden.
De sidste fire møller vil blive opstillet på Kraftværkshalvøen og på Prøvestenen, hvor der i dag i forvejen står tre store landvindmøller.
Det er forventningen, at alle møllerne vil kunne snurre rundt og være rentable i op til 15 år, før de eventuelt igen kan nedtages af hensyn til det ekspanderende boligbyggeri på Lynetteholm.
Det hele vil dog betyde, at arbejdet med møllerne skal flettes sammen med de eksisterende planer for at anlægge halvøens østkyst, der er udlagt til et rekreativt, offentligt tilgængeligt kystlandskab.
HOFORs forslag indgår som en projektidé til landets kommende energiparker.
Staten har nemlig efterlyst sådanne idéer som en udløber af "Danmark kan mere II" — reformudspillet, der skal øge den grønne omstilling og gøre Danmark mindre afhængig af russisk gas — hvor HOFOR specifikt blev opfordret til at undersøge mulighederne for mere grøn strøm på landjorden i København.
Her og nu er forslaget om energiparken indsendt som projektidé til Bolig- og Planstyrelsen.
Skal projektet realiseres, kræver det vedtagelse af blandt andet en ny lokalplan, som skal vedtages af Borgerrepræsentationen. Derudover skal projektet godkendes og koordineres mellem HOFOR og By & Havns planer for området.
Endelig vil flere myndigheder, som Miljøstyrelsen, Bolig- og Planstyrelsen, Trafikstyrelsen og andre, muligvis også have en ting eller to sagt i medfarten, før de 11 nye møller ved Øresund i en periode kan slutte sig til Københavns skyline.
Men selv uden vindmøller vil det kommende nybyggeri på Lynetteholm blive ganske synligt set fra Københavns inderhavn. Det peger en nylig rapport fra Cowi i hvert fald på.
Meget mere vind til byen
I forvejen er der sat godt turbo på vindmølle-udbygningen i og omkring hovedstaden.
Midt ude i Øresund er der planer om, at to københavnske havvindmølleparker — 'Aflandshage' mod syd og 'Nordre Flint' mellem København og Malmø — i fremtiden skal forsyne over 400.000 husstande med grøn energi.
Disse mølleparker står til at få en totalhøjde på op mod 220 meter til øverste vingespids og bliver synlige fra mange steder langs kysten, hvilket har mødt kritik fra både omegnskommuner og Danmarks Naturfredningsforening.
Få adgang som medlem eller abonnent
Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.
Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.
Allerede medlem? Log ind her!