pixel

Tre nye kunstværker på vej op

Dyremennesker, blå betonbogstaver og nøgen kvinde med stol. Tre nye kunstværker blev skænket til København i 2021, og de har nu fået grønt lys til opsætning.

Kunst, Sortedams Sø. Pontus Kjerrman

Det er altid dejligt at få gaver, og i 2021 modtog Københavns Kommune tre skulpturer til det offentlige rum.

Da vi bor i et repræsentativt demokrati, er det dog god stil, hvis de folkevalgte giver tommelen op til gaverne, før de kommer ud at stå iblandt os alle. 

Det har politikerne i kommunens teknik- og miljøudvalg netop gjort, og banen er derfor nu kridtet op til, at københavnerne inden længe skal vænne sig til tre nye skulpturer blandt de mange andre, der allerede står rundt omkring i byen. 

Få ting kan dele vandene mere end kunst i det offentlige, og tiden må nu vise, om de nye skulpturer bliver vel modtaget af den brede befolkning, eller om debatten løber løbsk som sager med offentlig kunst i gaderumet før har gjort.

Høj kunstnerisk standard? 

Her vil det måske glæde de største kritikere, at der er tale om gaver, som initiativtagerne selv må punge ud for. Med andre ord er ingen skattekroner kastet efter kunstværkernes udførelse, opsætning eller transport.

Kun den efterfølgende udgift til vedligeholdelse vil kommunen stå for — og man slipper selvfølgelig heller ikke for ind i mellem at se på dem, når først de er sat op.

De tre forslag er i første omgang vurderet ud fra kriterier for gadekunst, som politikerne tidligere har vedtaget.

Her hedder det, at nye monumenter skal have en "lokal, national eller international betydning" for København som by og desuden have en høj kunstnerisk standard, være udført af holdbare materialer og placeret så værkernes indhold passer med stedets ånd.

I forbindelse med de tre nye værker er Rådet for Visuelt Kunst — som er det rådgivende kommunale organ, der vurderer ny offentlig kunst i byen — samt lokaludvalgene for de enkelte bydele også blevet inddraget i den forudgående høring.

De tre nye værker er som følger:

Marianne Jørgensen / Himmel / Glenteparken

I forbindelse med en områdefornyelse i Bispebjerg er der tidligere blevet etableret nye byrum med skybrudssikring og åbnet mulighed for at knytte et kunstprojekt til projektet. 

Valget er faldet på den lille, nye trekantede park Glenteparken, der mest af alt er en lille græsplæne midt mellem tæt biltrafik på den ene side og susende S-tog på den anden. 

Her har billedkunstner Marianne Jørgensen sammen med hovedrådgiver Rambøll og landskabsarkitekter hos Schønherr skabt værket Himmel. 

Skulle du allerede nu have glemt navnet, kan du glæde dig over, at kunstværket består af titlen på værket skrevet i skråskrift med lyseblå betonbogstaver. 

Himmel-skiltet tænkes placeret på det skrånende regnvandsbassin på pladsen, så ordet kan ses på længere afstand og får en tredimensionel og landskabelig effekt —  lidt a la Hollywood-skiltet, men der stopper sammenligningen så også.

Med placering i regnvandsbassinet er det håbet, at bogstaverne vil invitere til leg og ophold på den i dag ret oversete plet park, der er blevet til overs midt i det bygge-bommende S-togsområde mellem Nørrebro og Bispebjerg.

Rådet for Visuel Kunst bemærker, at værket er særlig interessant, da det "skaber et samspil mellem kunst i det offentlige rum og klimamæssige udfordringer".

Ser man værket fra S-toget, må man dog tage sig til takke med at læse det på hovedet. 

Pontus Kjerrman / Mødet / Sortedam Dossering

En bronzeskulptur forestillende to "dyremennesker", der krammer hinanden er foreslået placeret langs Sortedam Dossering på Østerbro af en lokal initiativgruppe. 

Kunstneren Pontus Kjerrman blev inspireret af et barokmaleri i kirken Chiesa Nuova i Rom fra slutningen af 1500-tallet — udført af den italienske maler Federico Barocci. 

Ud fra maleriet har han fortolket et møde mellem to væsener uden at specificere hvilken art eller køn, der er tale om. 

Værket vurderes af Rådet for Visuel Kunst som del af et fælles tema, "menneskelige møder", der indskriver sig med andre værker langs siden af Søerne.

Her kan især fremhæves den berømte "Siddende unge mennesker" af billedhugger Johannes Hansen ved Dronning Louises Bro, forestillende to mennesker, der fra to skamler tavst stier på hinanden.

Også Østerbro Lokaludvalg er positivt stemt og fremhæver den menneskelige skala i værket og den velvalgte placering, hvorfra mange forbipasserende og cyklister fremover kan betragte værket.

Som en del af værket foreslår gruppen også at asfalten over brostenene, hvor skulpturen skal stå, kan "skrælles af", så de underliggende brosten igen kommer til syne og bedre markerer overgangen til skulpturens granitsens-fundament. 

Hanne Varming / Nicole med stol / Søpavillonen 

Ved gangstien over Sankt Jørgens Sø ønsker en anden initiativgruppe kunstneren Hanne Varmings værk "Nicole med stol" opsat.

Nicole er en en nøgen kvindefigur i bronze stående på et podium lænende mod en stol i et naturalistisk og hverdagsagtigt udtryk.

Statuen er tiltænkt opstillet ved et par bænke langs søens korte side, hvor der i dag ikke er andet kunst placeret. 

Rådet for Visuel Kunst var positive overfor skulpturen, men foreslog en anden placering, da "statuen ikke er skabt specifikt med henblik på placering ved Søerne". 

Hos Indre By Lokaludvalg var man noget mere skeptisk. Ifølge deres høringssvar lignede kunstværket meget et lignende, tidligere værk fra Hanne Varmings hånd, nemlig skulpturen "Skjernpigen" fra 1998, opstillet i Skjern i anledningen af 75-års jubilæet for Skjern Bank.

Udover at foreslå en anden placering ønskede lokaludvalget derfor en garanti for, at Skjern Bank er indforstået med, at der opsættes en kopi i København og en garanti for, at skulpturen er en gave og ikke et lån, som kan pilles ned igen og sælges, når kunstneren ønsker det. 

Her vurderede embedsmændene i Teknik- og Miljøforvaltningen dog, at skulpturen ikke var en kopi, men "et selvstændigt eksemplar af samme skulptur", og at det i øvrigt var normal praksis at en kunstner støber flere eksemplarer i samme originalmodel i gips. 

Efter at politikerne i Teknik- og Miljøudvalget nu har sagt god for de tre kunstværker mangler blot den endelige godkendelse i den samlede Borgerrepræsentation, før værkerne kan sættes op.

Dén godkendelse vil være en formsag, så man kan godt allerede nu indstille sig på ny himmel, dyremennesker og Nicole i byrummet. 

Få adgang som medlem eller abonnent

Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.

Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.

Mest læste

kommentarer

Alicja Fenigsen

så hvor er vores "Dreng med pindsvinet" blevet af? han savnes på Borupsplads!

relaterede
artikler

relaterede
visioner

seneste
byens rum

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling