pixel

Her er buddet på et mere grønt og åbent IKEA City

IKEA er klar med planerne for mere facadebegrønning og større vinduespartier på sit kommende varehus ved Dybbølsbro.

ikea city før og efter

Man siger ganske vist, at hastværk er lastværk. Men når et projekt har været så længe undervejs som det planlagte IKEA City-varehus ved Dybbølsbro, er det ikke underligt, hvis folk står og tripper lidt for at komme i gang.

Derfor kan det heller ikke undre, at IKEA, som første gang luftede planerne om et københavnsk møbelvarehus tilbage i 2015, har reageret hurtigt på politikerne i Teknik- og Miljøudvalgets ønsker til det kommende varehus' udseende.

IKEA og Dorte Mandrup Arkitekter havde præsenteret et facadedesign, der imiterede et gardin med folder i varierende bredder og med åbninger, hvor "gardinet" var trukket fra, og hvor man kunne kigge ind i varehuset gennem store glaspartier.

Facadedesignet inkluderede også store digitale skærme til at promovere de varer, man kunne købe indenfor.

Men på Teknik- og Miljøudvalgets møde 9. november havde politikerne flere indvendinger mod facadernes udformning, og udvalget endte med at vedtage et ændringsforslag, der krævede flere vinduespartier, begrønning af de lukkede dele af facaden — og at man vinkede farvel til skærmene.

Nu, mindre end en måned senere, er IKEA klar med et nyt facadeforslag.

Ændringerne er ved første øjekast ret subtile, men hvis man nærstuderer før- og eftertegningerne, træder de tydeligere frem.

De store digitale skærme er blevet erstattet af traditionelle billboards til reklamebannere, og samtidig er "gardinet" blevet trukket fra flere steder, så de to facader ud mod henholdsvis Carsten Niebuhrs Gade og Kalvebod Brygge har fået en en tredjedel ekstra vinduesareal, i alt 136 m2.

Derudover viser de nye tegninger, hvordan i alt 25 procent af den lukkede del af de to facader kan begrønnes. Om det er nok til at tilfredsstille politikerne, må tiden vise — men et godt argument ville være, at det fikse gardinmotiv vil gå helt fløjten, hvis man begrønner mere.

Medlemmerne af Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til de nye planer på udvalgets møde 14. december. Hvis de ender med at vende tommelen op, skal de samlede lokalplanforslag sendes i offentlig høring i otte uger. 

En endelig lokalplan forventes at blive vedtaget af Borgerrepræsentationen i løbet af første del af 2021, og IKEA håber at kunne slå dørene op ved Dybbølsbro i 2023.

Få adgang som medlem eller abonnent

Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.

Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.

Mest læste

relaterede
artikler

relaterede
visioner

seneste
byens rum

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling