Unik belysning på vej til Frederiksberg Allé
Frederiksberg Kommune siger nej til standardvaren og udvikler særlige lamper til 'en af Danmarks flotteste vejstrækninger'.
Den er unik. Den koster. Den er Frederiksberg.
Frederiksberg Allés kommende gadebelysning er langt fra en standardløsning. Den er nøje udvalgt for at give den smukke allé præcis den belysning, den fortjener.
En prototype på den såkaldte ’Frederiksberglampe’ fandt vej gennem det politiske maskinrum, da et enigt By- og Miljøudvalg i Frederiksberg Kommune for nylig sagde ja til at gøre den færdig, så et mindre antal lamper kan blive sat op i en kortere testperiode. Dernæst — hvis alt går som planlagt — permanent.
Når alle lamperne pryder alléen, vil kommunen have betalt den nette sum af 11 mio. kr. for dem. En pris der er høj, men det hele værd, mener den konservative rådmand Nikolaj Bøgh:
”De skal hænge i måske 100 år,” siger han til Berlingske til et spørgsmål om lampernes pris.
Lampen skal være speciel
Forslaget til den nye gadelampe på Frederiksberg Allé blev først fremlagt for politikerne før sommerferien. Her blev kommunens embedsmænd dog bedt om at gå tilbage til skrivebordet og også udvikle et billigere alternativ til ny belysning på gaden.
Resultatet blev lagt frem her i august, men dét var der ikke stemning for blandt de folkevalgte.
Godt nok ville man kunne spare knap halvdelen af udgifterne ved i stedet at anvende den standardiserede 'Københavnerlampen' på Frederiksberg Allé, men embedsmændene sagde også til sine politikere:
"Udskiftningen til den unikke lampe vil i højere grad understøtte alléens status som en af Danmarks flotteste vejstrækninger."
Og det var politikerne altså enige i, så i sidste ende valgte man at gå videre med den specialdesignede og 4,5 mio. kr. dyrere løsning, Frederiksberglampen.
”Lampen skal være noget specielt, ikke en standardvare. Frederiksberg Allé er et enestående sted,” sagde Nikolaj Bøgh til Berlingske.
Få adgang som medlem eller abonnent
Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.
Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.
Allerede medlem? Log ind her!