Spillemand på en tagryg

Mazel tov, l’chaim. Det Ny Teater fejrer 25 års jubilæum som genåbnet musikteater, med Danmarks hidtil største opsætning af ’Spillemand på en tagryg’.

Tommy Kenter spiller sin sidste teaterhovedrolle som mælkemanden Tevye, der går rundt med sin kærre i den lille jødiske by Anatevka og filosoferer. Hans verden bryder gradvist sammen omkring ham, mens han som en spillemand på en tagryg går balancegang og forsøger at opretholde melodien og gejsten. 

Året er 1905 i en vestlig grænseregion i Zar-Rusland, hvor permanent bosættelse for jøder var tilladt – lidt endnu. Så kom pogromerne, de organiserede voldelige forfølgelser af etniske og religiøse mindretal, som de fleste borgere i byen tilhørte, og befolkningen blev endnu engang forfulgt. ”Det er vel derfor vi beholder hovedbeklædningen på,” lyder en afsluttende bemærkning, som en spydig humoristisk replik i en større alvorlig situation, før landsbyen splittes og folk søger mod Polen, Tyskland og Amerika. 

Inden det når så vidt, kolliderer den personlige historie med den store historie, i bedste musicalstil, da Tevye og familien møder en række dilemmaer om traditioner og de personlige opgør. 

Overfor Kenter står AnnMari Max Hansen, efter en lang pause fra skuespilfaget, som konen Golde. De to har fantastisk kemi, og bærer fortællingen med nærvær og tilgivelse, som fantastiske forældre til fem døtre der vælger en lidt anden retning i livet end de havde planlagt. De har en lune, der når langt ud over scenekanten, og selvom familien har problemer, ønsker man næsten at blive adopteret som et sjette barn.

Den ældste af døtrene Tzeitel (Karin Nordly Holst) går imod traditionerne og vælger sin egen ægtemand. Det på trods af at byen har en habil ægteskabsmægler Yente (Marianne Høgsbro), som er så insisterende humoristisk at det må være svært at gå imod hendes vilje. Ikke desto mindre går Tzeitel egen vej og gifter sig med en fattig skrædder fra byen. 

Det er en smuk vej, omringet af scenens hvide birkestammer, faldefærdige træmøbler og periodestykke-kostumer i brunt og gråt. Mellem alt det brune og grå, fejres livsglæden og kærligheden med store armbevægelser og jødisk bryllupsdans og kosakdans, akkompagneret af storladen og dybtfølt musicalmusik samt traditionel klezmermusik, som mange af Broadways komponister og musikere havde som baggrund. Musikken er festlig og gør sammen de karikerede landsbyboere og muntre og velleverede replikker, en ellers dybt alvorlig tematik og situation til at sluge. Der er en lethed gennem hele stykket som afbilledes meget godt af måden Kenter som mælkemand og familiefar smågriner med tårer i øjnene, mens han fejlciterer de hellige skrifter i håb om at løse verdens problemer og fortsætte balancegangen på tagryggen.

Efter datteren Tzeitels beslutninger bliver det en glidebane af opgør med traditionerne. Næste datter Hodel møder en akademisk oprører Perchik, og endnu værre går det, når bogormen Chava forelsker sig i en russisk politibetjent, som endog ikke er jødisk. En fugl kan sagtens elske en fisk, men hvor skal de to dog bo? Og hvad skal der ikke blive af de to yngste døtre, Bielke og Shprintze? Den åbne slutning holder ’Spillemand på en tagryg’ levende, og påminder os at balancegangen fortsætter.

’Fiddler on the Roof’ er som en af musicalhistoriens bærende søjler, et passende valg som jubilæumsopsætning, 55 år efter uropførelsen på New Yorks Broadway. Originalopsætningen vandt 10 Tony Awards, blandt andet en specialpris for den længst spillende opsætning på det tidspunkt. På Det Ny Teater spiller Kenter og co. sig nok også til nogle flotte priser.