West Side Story

Udødelig, urørlig, magisk. Som ungdommen her beskriver sig selv, er også deres musicalhistorie ’West Side Story’, banebrydende i sin samtid og evigtgyldig i nutid og fremtid. Det uendelige håb sideløbende med den uundgåelige tragedie - så klassisk og så alligevel ganske moderne. 

Historien går helt tilbage til slutningen af 1500-tallet, hvor Shakespeare skabte sin klassiker ’Romeo & Julie’, der så inspirerede koreograf Jerome Robbins til revitaliseringen i New Yorks race- og bandeoprør anno 1950erne. I samarbejde med Leonard Bernstein, Stephen Sondheim (hans Broadway-debut) og Arthur Laurents skabte han en af de største musicalsucceser, der har sin helt egen klassikerstatus. Og trods den er behæftet med restriktioner om opdateringer og tolkninger har moderne tiltag sneget sig ind i de utallige opsætninger verden over. 

I Operaens store, kølige rum er det mestendels Palle Steen Christensens scenografi, der skaber de moderne præg. Den klassiske stillads-scenografi - der normalt afspejler de rammer, som de unge skal passe ind i, men som de i stedet springer rundt i særdeles energisk og oprørsk - er minimaliseret her. Ganske markante er lyskilderne, der lyser op i det betonlignende miljø: lodrette, neonagtige lyspaneler versus de blidere runde loftlamper, samt skiftet mellem sol og måne. Men det er råt, hårdt og mere dystopisk end tidligere. 

Baggrunden er mørk, men levende, for der fylder det imponerende orkester rummet ud - op og ned med sceneelevator - og sætter ekstra fokus på Bernsteins vidunderlige, storslåede musik. Et forrygende partitur af klassiske musicalnoder med operatouch tilsat latinorytmer, bigband-swing og endda lidt kabaret og funk. En ægte street wise musical med sus og rus.

Ikke kun Bernsteins musik, men også Sondheims sangtekster er noget af det bedste – og sværeste – i musicalgenren. Så ’West Side Story’ er ikke nem at caste, men Thomas Bendixen har samlet en fantastisk trup af unge talenter, der giver fuld kick på opmærksomhedsimpulsen. Helt i tråd med musicalens temaer om at have noget, være nogen og finde et sted at høre til - som en af de helt store sange ’Somewhere/Der bli’r plads til os’ så hjerteknugende indrammer flere scener.

Som Tony er Søren Torpegaard Lund totaltcharmerende og fuld af nuancer i den unge stemme, der rør i alle højder og dybder. Man mærker den uskyldige, ubændige kærlighed til Maria, der har fine pigetoner af Emilie Groth Christensen, men i nogle sange finder hun ikke helt det sikre stemmeleje. Så er der mere passion i Julie Steincke som Anita, hvis hjerte af guld også bliver raseret af smerte og had til sidst, selvom hun forsøger at formilde.

Men det er de unge fyres show, Sharks og især Jets har en fed energi - deriblandt Lukas Toya som Riff og Mikkel Moltke Hvilsom som Action. Mange af dem virker for uskyldige til at være så rå som de gerne vil være, og det bliver en vellykket pointe i showet. Ikke mindst i et af de bedste numre Cool’, oversat til ’Dreng, dreng, vilde dreng, vær cool, dreng’ - hvor man virkelig mærker gadelivet, og vekslen mellem synkront ensemble og enkle soloudspring understreger fortællingen om at søge sin individualitet ved siden af sammenholdet. At tro på sig selv og ikke lade kampen for et bedre liv blive til vold.

’West Side Story’ var en af de første musicals hvor dansen blev handlingsbaseret, og Robbins’ geniale koreografi havde et vildt flot flow, toppet med enestående power. Koreograf Miles Hoare har umiddelbart tonet vildskaben ned, og vægtet det uskyldige, men det er stadig et flot energisk show. Mere problematisk er det at flowet brydes alt for ofte, fordi man har valgt den gamle musicalstil, hvor aktørerne farer frem til frontscenen og taler/synger. Det hæmmer i den grad samspillet og følelserne. 

Temaerne i ’West Side Story’ er ligeså aktuelle i dag som ved Broadway-premieren i 1957: Ulighed og ufrihed, racisme og integration, vold og magtmisbrug. Oprøret er uundgåeligt og uendeligt. Men håbet lever stadig, selvom tragedien er hjerteskærende til sidst.