Askepot - The Musical

De fleste piger drømmer om eventyr og romance, og selvom de fleste nu vokser op til mere avancerede drømme end Askepots, har de alligevel samme mål: den lykkelige slutning. Og det kan musicalens sang og dans selvfølgelig levere så længe glasskoen glimter og magien strutter af forelskelse.

Begge dele splintres i det hippe åbningshow af mode- og modeldrømme, hvis ’Cinderella’-technobeats og sort-hvide coolness med et brag bliver til laset tøj, køkkentjans og evig mobning fra stedmor og stedsøstre. Ella er blevet til Askepot, og hun fatter ingenting, men Den Gode Fe er heldigvis klar til at hjælpe hende med meningen i at hun skal spille hele eventyret - hvis han altså kan få tryllestaven til at virke. For her er ingen søde mus og fugle til at fikse balkjolen (som i Disney-versionen), og Askepot skal jo til fest på slottet og møde prinsen, så hun kan tabe sin glassko.. og så videre.

De velkendte eventyr-elementer er der, men dramaturg Line Knutzon har - i samarbejde med Pierre Westerdahl og instruktør Thomas Agerholm - brygget masser af moderne spas ind i den klassiske historie, så det bliver en fortælling om at finde sig selv og sine drømme. Om at sige fra og vælge til, udfra sine egne lyster og mål.

Knutzon har en fabrlagtig fantasi med masser af kringlede, kantede ideer, som egentlig ikke passer ind i et romantisk musicalunivers, men det er ganske godt afstemt her, og giver gode grin indimellem. Finurligheder om at være flot efter kl 11, at kunne løfte sin hustru, at vænne sig til konstant fyringspres, og befrielsen i at vrisse og hysse når ikke alt går let. Kukuret er skraldsjovt, og kunne sagtens have overrasket flere gange. 

Meget af balladen leverer Pelle Emil Hebsgaard herligt skørt som Den Gode Fe, der må erklære sig lykkelig over at bo sammen med en edderkop, som er god til at spinde lækker mad. Der er også lidt spas med Stig Rossen - den ene en tribut til hans talent for at holde tonen længe, og den anden skal ikke afsløres her, men den er bestemt ikke ligeså veltunet.

Mindre raffineret er musikken og sangteksterne af Rasmus Seebach - i samarbejde med Ankerstjerne og Andreas Sommer. Indrømmet, jeg bliver altid lynhurtigt træt af Seebachs sound, men for hans fans er det helt sikkert skønt, for melodierne rammer hans signifikante lyd og ensartede beats. Dog ofte med for meget tekst, som gør at sangerne mumler sig igennem den særlige Seebachske måde at intonere en masse tekst.

Og de sange, der ikke er rene Seebach-sus, lyder som andre pophits. Ret karikeret er Hebsgaard som ’Party Starter’, der frygteligt sjovt slynger festen udi tyske musikshows og jingle-modus med "we don’t judge" og "on the catwalk" så man når at tænke både Right Said Fred, Aqua og Infernal. 

Caroline Hendersons onde stedmor kan selvfølgelig synge dem alle i gulvet, men hendes tangosekvens ’Ingen kære mor’ er fejlplaceret eftersom "hug en hæl og klip en tå" først sker meget senere. Den har iøvrigt tydelige toner fra far Seebachs ’Disco Tango’, og endnu mere galt går det i duetten med Askepot, ’Mor(d) på dansegulvet’, hvor de helt seriøst synger "der skal to til en disco tango" imens discokuglen snurrer og det minder mest om Melodi Grand Prix.

Johanne Milland er fin, forvirret og frejdig i titelrollen, men hendes dejlige stemme kan ikke altid holde tonerne og takten i den særlige Seebachske intonering. Især i ’Plot Twist’, der er den fineste sang, kan man ikke høre teksten så snart hun går op ad trappen, og når den sukkersøde ’Nogens prinsesse’ ender som ligegyldig, rå rock i ’Ikke nogens lille prinsesse’ føles det også malplaceret.

Mændene hun kan vælge er Cristopher Rørmose som prinsen og Rasmus Brohave som assistenten, og de har charme, naivitet og humor, men kan ikke helt forføre med sang eller dans. Prinsens oppustede ’Icon’-sang er nærmest ulidelig, og i flere repriser af den ellers fængende ’Så’n en som mig’, kan YouTube’r Brohave desværre ikke levere meget personlighed eller stemme til det der kunne være hittet.

Her er meget fokus på at være noget særligt, noget nogen kan se op til, at få det store gennembrud, at være superstar og stjerneskud. Men det er bare sært at prinsen vælter rundt i et rockshow som superstar, og ligeså Den Gode Fe, og hvorfor synger Askepot og Den Onde Stedmor pludselig duet som om de er to til tango?

Mixet af virkelighed og fantasi er som altid en god ide, og virker optimalt med den skæve humor. Først skal hun gøre sig fri af eventyret og så derefter den virkelighed, som eventyrfortællinger læner sig op ad i form af det gode versus det onde, gennem stereotyper, moral og drømme. For som eventyr har musicals sine karakteristika, der også rummer en del klicheer. Ved at blende det hele sammen bliver ’Askepot - The Musical’ et moderne eventyr i sig selv, hvor virkemidlerne er ligeså genkendelige, også pointeret i Den Gode Fes replik: "man kan mærke klicheer, når man ved hvordan man bruger dem."

For det gør både Knutzon, Agerholm og Seebach, men på hver deres måde, hvilket gør at dette show aldrig rigtig finder en fælles stemning, der kommer ud over det overfladiske. Og spørgsmålet er om forestillingen nu også rykker så meget ved den klassiske ’Askepot’-fantasi. Den lykkelige slutning er ihvertfald fuld af rockende sangpotpurri og blændende spotlys (også mod publikum), så man kan gå hjem på en følelse af svimlende stjerneskud.