pixel

Lille Langebro er landet – og kan opkaldes efter Kim Larsen

Byens næste havnebro er ikke længere et fatamorgana og meldes klar til efteråret og en mulig omdåb.

lille langebro april 2019

Københavnerne må væbne sig med tålmodighed et halvt års tid endnu, før den nye smutvej over havnen er klar. Men nu har Lille Langebro fysisk materialiseret sig i byen.

Kort
Lille Langebro

Cykelbroens fire broelementer er endelig blevet sejlet ind og monteret på de fire bropiller, der længe har stået færdige og ensomme ude i vandet langs den gamle Langebro.

Lille Langebro er nemlig et år forsinket, efter at det første sæt stålbrofag blev ødelagt i en arbejdsulykke, netop som de skulle transporteres fra Rotterdam til København. Men det er glemt nu, hvor Lille Langebro forventes at åbne til efteråret 2019.

»Det er komplekst at bygge broer, så der venter en del arbejde med at justere broen til og efterfølgende teste den, så den er klar og sikker til alle de cyklister og gående, som venter på at kunne benytte den,« forklarer Peter Fangel Poulsen, projektchef hos brobyggerne Realdania By & Byg, om den resterende ventetid.

Når Lille Langebro en dag står færdig, skal den som ny cykel- og gangbro fra udmundingen af Vester Voldgade og over til Langebrogade være et alternativ til gode gamle (men høje og trafiktunge) Langebro og forventes at blive foretrukket af 10.000 af dens i dag 35.000 daglige cyklister.

Den let buede svingbro er ikke tænkt som et nyt vartegn i havnen, men til at være et enkelt design, der spiller sammen med omgivelserne. Dens to midterste fag vil dreje sig 90 grader for de gennemsejlende skibe, der ikke kan klare frihøjden.

Se meget mere om Lille Langebro her på Magasinet KBH

Nationalskjalden lurer

Det er Realdania, der har doneret Lille Langebro til København og står for byggeriet. Ligesom det var tilfældet med multihuset BLOX lige ved siden af, som broen skal ses i tæt sammenhæng med på en fælles mission for at revitalisere et af de mere mennesketomme stykker af havnefronten.

Efter en storstilet navnekonkurrence blev gavegiveren og Københavns Kommune enige om navnet Lille Langebro, som har været officielt siden 2017.

Men da nationalskjalden Kim Larsen gik bort 30. september 2018 blev den kommende bro straks oplagt favorit til et sted i fødebyen, at opkalde efter ham – på grund af sangerens tilknytning til Christianshavn og naturligvis hans udødelige strofer om 'Langebro'.

Byens politikere har erklæret sig klar til at ændre navnet til Kim Larsens Bro, hvis Larsens efterladte også er det. Omdøbningen kan dog formentlig ikke nås inden broen åbner, da der i Københavns Kommune normalt skal gå et år, før steder kan navngives efter afdøde personer.

Mest læste

relaterede
artikler

relaterede
visioner

seneste
byens rum

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling