Alletiders kvinder

Lad os alle sige… menstruation! Sådan kan middagsfestsnakken kamme over, når feministiske kvinder dominerer. Men de her kvinder er alletiders kvinder, så det bliver rigtig sjovt og forløsende i al sin ømtålelighed. Det’ ik’ for tøsedrenge, kun ægte kvinder og mænd!

Det er vidunderlige Greta Gerwig, der som provo-fotograf-spiren Abbie sætter gang i østrogen-tributten, ligesom hun har leveret scorefif, punkmusik og kvindelitteratur til 15-årige Jamie (Lucas Jade Zulmann), så han endte i slåskamp over sin viden om klitorisstimulation. Til nogen frustration hos Jamies mor Dorothea (Annette Bening), der ellers selv har bedt om hjælp fra Abbie – og Julie (Elle Fanning), nabodatteren der plaprer løs om sine seksuelle bedrifter, men kun vil sove med Jamie.

Som i 2010-filmen ’Beginners’ er her mange autobiografiske træk, og efter at have fortalt sin fars rørende historie, forsøger Mike Mills at favne den noget mere flagrende mor. I samme opbygning med fortæller og fortid (og fremtid) flettet ind, samt det primære tema om generationskløfter mellem forældre og børn, holder Mills fast i nogle definerende øjebliksbilleder fra sommeren 1979, som nostalgisk minder os om dengang uskylden stadig levede.

Men her er meget mere knald på samfunds- og kulturreferencerne, næsten overload, hvor man kun registrerer det man kan relatere til. Om det er kvindefrigørelse via bøger som ’Sisterhood Is Powerful’, musikrebellion med Talking Heads versus Black Flag, politik i Jimmy Carters ’Crisis of Confidence’-tale, sexrevolution a la Judy Blume, helsekontraster i Birkenstock og Camel, eller filmromantik med Bogart og Bergman i ’Casablanca’. For at nævne nogle få.

Annette Bening burde ha’ fået sin femte Oscar-nominering for hendes forunderlige Dorothea, en ægte 70’er-kvinde splittet mellem frisjæl og kontrolfreak, med flyvske ideer men karakterfulde meninger. Godtnok er filmens afsæt sønnens udvikling, men som titlen afslører er det kvinderne, der rykker ham. Den eneste mandlige indflydelse er hippie-handyman William (Billy Crudup) – der logerer hos Dorothea og hjælper med den endeløse husrenovering – men hans værdier og råd er også ret kvindelige.

Så ja, ’Alletiders kvinder’ er en ægte kvindefilm, et fint nostalgitrip med en sentimental slutning, der alligevel har realismen med i halefinnen. For det handler ikke kun om at slippe sandheder fri, men også om at bevare og udleve sine drømme. Slet ikke for tøsedrenge!