A Complete Unknown
DRAMA
Premiere 20. februar 2025
James Mangolds biopic om musikeren, poeten, profeten og det fortabte-og-genfødte geni, Bob Dylan, er på ingen måde banebrydende og byder heller ikke på dybere indsigt i Dylan selv. Til gengæld er det en underholdende, nostalgisk rejse gennem et skelsættende øjeblik i musikhistorien og Timothée Chalamet er uimodståeligt forførende og god i sit intense portræt af den både vittige og til tider utålelige stjerne.
Med glimt i øjet koncentrerer ‘A Complete Unknown’ sig om årerne 1961-65, hvor Dylan går fra at være en ukendt ung mand med akustisk guitar til at blive Messias af folk music - frem til den dag han sætter strøm til guitaren og bliver korsfæstet af “bevægelsen” der har båret ham frem til berømmelse.
Da den 20-årige Bobby Dylan tomler fra Midtvesten til New York for at møde sit store idol Woody Guthrie, der ligger uhelbredeligt syg, bliver det et lykketræf af de helt store. For på hospitalstuen befinder sig også den fremmeste prædikant for folk music, Pete Seeger (skønt spillet af Edward Norton) som ser et talent af en anden verden da Bob spiller en sang for dem. Pete får Bob på scenen, hvor det virkelig tæller og publikum, anmeldere og agenter rammes af Dylans ord og musik i en sådan grad at ingen kommer sig over det.
Filmen følger Dylans udvikling fra han ankommer til New York. Mødet med den første kæreste Sylvie (Elle Fanning), der bakker op om og støtter ham fra starten, men siden må indse at hun ikke har eneret på hans opmærksomhed. Filmen kommer omkring hans pennevenskab med Johnny Cash og ikke mindst hans komplicerede forhold og on/off-affære med “The Queen of folk music”, Joan Baez (Monica Babaro), der i starten fremfører nogle af hans sange og senere hiver ham på scenen hvor de optræder sammen ved flere lejligheder.
Trods en længde på 140 minutter får man kun et glimt af historien om Dylans musikalske og personlige rejse i begyndelsen af karrieren. Mangold har valgt en lidt utraditionel måde at fortælle dette ekstraordinære transformative eventyr på, nemlig gennem Dylans egne sange, imponerende fremført af Timothée Chalamet - som får ørenlyd cirka hvert femte minut filmen igennem.
Man ser effekten af musikken, byrden Dylan føler ved den nyfundne kendisstatus, og skuffelsen fra folk music’ens bagland, da Dylan længes efter energien fra den nye rock’n’roll musik, som han ved han må lære at mestre, hvis ikke den skal overvinde ham. Men når rulleteksterne glider over lærredet er vi ikke blevet klogere på manden selv, for ‘A Complete Unknown’ lader Bob Dylan bevare mystikken.