Døden på Nilen

Kenneth Branaghs filmatisering af Agatha Christies klassiske kriminalroman ’Døden på Nilen’ (1937), holder en armslængde fra sit litterære forlæg, og trods smukke billeder af endeløse ørkenlandskaber og de majestætiske pyramider ved Gizaplateauet, bliver det desværre en for lang og kedelig affære.

Et kosmopolitisk bryllupsselskab inviteres med på en luksuriøs ferie ned af Nilen på en floddamper. Men snart bliver de upåklageligt påklædte gæster midtpunkt for et brutalt mord, da den smukke, stenrige og nygifte Linnet Ridgeway (Gal Gadot) findes skudt i sin seng. Heldigvis er den belgiske mesterdetektiv Hercule Poirot (Kenneth Branagh) med ombord og begynder sin søgen efter en koldblodig morder i et selskab fyldt med mistænkte, der alle viser sig at have god grund til at hade Linnet.

Det er et trekantsdrama om utæmmet lidenskab og ukontrolleret jalousi blandt 1930’ernes bedre borgerskab. Rig kvinde stjæler sin mindre bemidlede venindes forlovede og gifter sig med ham. Såret veninde stalker efterfølgende parret og på deres bryllupsrejse bliver rig kvinde dræbt. 

Det er anden gang at ’Døden på Nilen’ bliver filmatiseret til biografen, men modsat John Guillermins prisvindende 1978-version, tilføjer Branagh sine egne ideer til historien. Eksempelvis vender karakteren Bouc (Tom Bateman), som blev introduceret i filmatiseringen ’Mordet i Orientekspressen’ (2017), tilbage som Poirots gode ven og denne gang har han sin mor (Annette Bening) med. Derudover bruges der tid på baggrundsviden om Poirot gennem flashbacks til hans tid som ung soldat i krigen. Desværre er det umådeligt langtrukkent. 

Filmen savner ganske enkelt den lune og humor som kendetegner både de tidligere filmversioner og romanen. Og selvom den skiller sig ud med enkelte scener som er mere voldelige og udpenslende end tidligere set og en mere politisk korrekt farveblindhed, er skuespilpræstationerne ikke overbevisende, og det lykkedes aldrig rigtigt at få historien til at glimte.