Barbie

Det er bare leg. Med dukketyper, der skal illudere feministiske vidunderversioner af det kvindeideal, som de fleste piger har leget med igennem årtier. Uden at typerne har forandret sig nævneværdigt - trods småhippe lanceringer af etnicitet, trends og erhverv - og Barbie vil for altid være fanget i kritikken om forskruede pigedrømme. Selvom det bare er sjov og leg.

Greta Gerwigs film - skrevet sammen med partneren Noah Baumbach - starter også legende let. Bortset fra den underlødige ’Also Sprach Zarathustra’-reference til Kubricks skabelsesscene i ’Rumrejsen år 2001’. Her kastes og smadres dukker efter pigen er træt af at lege mor, og så svæver den store, voksne Barbie rundt i pink perfektionisme. Tøj, rum, tid og gøremål er skabt til hende - selv Ken, der ikke er noget uden hende.

Men pludselig er der sprækker i idyllen: Barbie (Margot Robbie) rammes af dødstanker, og det flotte svaj i foden går helt i platfod. Så hun må rejse til virkeligheden og finde sin ejer, for det er hendes problemer, der er ved at trænge sig på dukkepigen. Ken (Ryan Gosling) har sneget sig med, og i Los Angeles møder de helt andre livsvilkår, ikke mindst nye kønsroller. 

Og så bliver det for alvor fjollet, usammenhængende og irriterende tilbage i BarbieLand hvor Ken har indført patriarkat og KenDom med hjernevaskede Barbie’er og Stereotyp-Barbie bliver til Depri-Barbie. Oveni det visuelle lir og film/musik-referencer, skal der skabes både beach battle og boyband-ballade - samt styr på pengefyrene fra Mattel - før legen bliver god igen. Eller næsten...

Meget halter i den feministiske vinkel, der bare er for fjollet og flyvsk. Den sirlige satire på klicheerne bliver for overgearet, indimellem helt tåbelig. Alle karakterer er ensporede, og mændene direkte patetiske og dumme, så egentlig gør det ikke noget godt for nogen kønsroller. Heller ikke selvom der er mixet køns- og magtneutrale faktorer ind. Ofte affærdiges de anderledes Barbie’er med replikker som "det er bare underligt med en gravid dukke", så mest sej er Mærkelig-Barbie (Kate McKinnon), der efter heftig leg stadig har sære makeup-streger, afbrændt strithår, spøjst tøj og tendens til spagat. 

Margot Robbie er selvfølgelig den perfekte Barbie, og hendes naturlige bimbo-udstråling har den skønneste positive energi, hvor smil trumfer tårer på et øjeblik. Hun overstråler alle i det pinkskurede plastik-pap-plys univers skabt til perfektion af Sarah Greenwood. Og selvom slutningen er problematisk, tror man på hende og hendes dilemma: Mennesker er skabt til kun en slutning, men ideer lever for evigt. 

Barbie-brandet er kæmpestort, og det har ikke været en rosenpink dans at stable denne filmatisering på tåspidserne. Men "money talks" - de kommentarer undlader filmen heller ikke - og Robbie har været en fantastisk primus motor for realiseringen. ’Barbie’ er Robbies film, mere end Gerwigs, der er så meget bedre til det ægte og følelsesstærke. Mattel-mottoet er at Barbie er alle kvinder, men det kan diskuteres, og denne film er ikke for alle kvinder. Men det er jo bare en leg med et dukkeikon, så grin bare!